Smuk som en sommerfugl – det var Stine Michel i de to kåber, hun bar under den koncert, hun spillede til releasen af sit nye og meget vellykkede album, Sommerfugledalen. Her har hun skrevet sange ud fra digteren Inger Christensens sonetkrans fra 1991. Michels kåber var kreeret af Signe Find Larsen, som også ar taget fine billeder af sangerinden, og disse kåber var vidunderlige prikker over i’et ved præsentationen.
Her sang Stine Michel nogle af sine sange sammen med fem af de musikere, som også medvirker på CD’en (og vinylen!): Jan Rørdam, guitar/kor, Jesper Uno Kofoed, trommer/kor, Morten Lundby, bas/kor, Bilal Irshed, strengeinstrumentet oud, og Henrik Goldscmidt, fløjte/klarinet, på hvis HG Academy hvor det hele foregik. Beklageligvis er det allerede en måned siden, og det skyldes, at denne skribent har været stort set ude af stand til at skrive med sin stadig ikke helt helede højre arm indtil nu.
Jeg vil haste med at understrege, at Stine Michel har begået et storartet album. Smuk musik til en af landets mest anerkendte og elskede digtere, Inger Christensen, der forlod denne verden i januar 2009. Sonetkransen udgav hun i 1991, og den er et hovedværk ligesom ”Det”. Den har gjort stærkt indtryk på og inspireret Michel, og digtene fortjener sandelig også hendes inspirerede nyfortolkninger. Stine Michel synes, at nye generationer på denne måde får øje for Christensens digtning.
En sonetkrans består af 14 sonetter og mestersonet. Hver af de 14 er forbundet, sådan at den sidste verselinje i den første sonet bruges som den første i den anden sonet og så videre. Til sidst samles hver af sonetternes første verselinje til en 15. og afsluttende sonet. Sommerfugledalen, som faktisk er et sted, der ligger på Rhodos, er optaget af naturen. At sanse den fuldt og helt. Indfange hvert et øjeblik og spejle evigheden i netop det.
Stine Michel skriver om arbejdet med at komponere ud fra digtsamlingen, at ”Inger Christensen skrev så musikalsk og fyldt med stærke billeder. De talte straks til mig, da jeg fik ideen og fik lov af hendes søn, Peter Borum. De er fyldt med former, farver, lyde og sanselighed. Sonettens digte folder sig ud i musikken, fordi musik kan åbne sproget”. Og det har Michels musik gjort så flot, og hun har da også specialiseret sig i musikalske fortællinger for både børn og voksne.
Jeg kan ikke sige, at jeg i forvejen havde læst sonetkransen og har stadig ikke. Men jeg er glad for at stifte bekendtskab med den sådan her og er ikke i tvivl om, at musikken understreger og forstærker stemningen af ”en sommerdøsig tankerække: Fortryllet og bombarderet af sanseindtryk, forsøger vores digter at generobre jordforbindelsen midt i alle sine associationer”, som man kan læse sig til om kransens handling.
At høre måske en tredjedel af musikken live ved releasen åbnede den helt op for mig – mere end ved en enkelt gennemlytning hjemme. Anden gang hjemme var helt anderledes. Det er nok klart, at med fem musikere på scenen og Stine Michels performance, vil jeg kalde det, kunne det faktisk kun være endnu bedre. Foruden de fire nævnte musikere spiller også Søren Zahle, Johannes Mynster, Anders Rønne, Pelle Fridell, Maj Berit Guassora foruden et lille børnekor og oplæsning af Inger Christensen (fra video).
Ligesom med sine andre eventyrlige musikfortællinger spår jeg Stine Michels succes med disse, ikke mindst live rundt om i hele landet på biblioteker, kirker og alle mulige steder. Musikken er også virkelig meditativ og perfekt til at slappe af til før søvnen – og til at glemme sin dårlige højre arm for en stund! Ligeledes er udgivelsen en fornemt hyldest til denne store digterinde. Dét ord har jeg lyst til at bruge, for det var hun.
