Som anmelder bør man jo sige sin mening. Så her kommer den: Jeg fik helt ærligt ondt i ørerne af at lytte til de to unge svenske musikere, der har forskellige efternavne, men begge bærer fornavnet Anna. Rubinsztein og Karlsson er efternavnene, den første lys og den anden mørk, og deres debut-cd, ”Värmland”, er i handlen fra d. 20. januar, hvor den fejres med en efterfølgende turné i Sverige.
Der er bestemt ikke noget i vejen med instrumentbeherskelsen. De to musikere spiller begge det ret sjældne instrument viola d´amore, en variant af violinen, og ind i mellem tager Anna Karlsson også moraharpen frem. De 14 skæringer på debutalbummet fejler bestemt heller ikke noget, om end melodilinjerne kan være svære at fange. Melodierne pendler mellem vemod og eufori, som musikerne selv siger, og de er hentet fra värmlandske spillemænds tradition og nodebøger. Navnene på numrene vidner i høj grad om traditionen: ”Tore på Smeanon”, ”Polska 3”, Mats Magnus”, ”Pols efter Henning Trøen” og mange andre.
Problemet for mig er, at strygeinstrumenterne giver melodierne et ensartet og meget anmassende og særdeles skærende lydbillede. En enkelt viola d´amore tilsat lidt guitar, bas eller et helt fjerde instrument havde for mig at se været at foretrække. Det er muligt, at dansere vil værdsætte cd´en mere end jeg, og i hvert fald har de to musikere netop tænkt på musikken som danseegnet, siger de selv.
Albummet er en hyldest til alle dem, der er gået foran, siger de også og betegner deres plade som en upoleret hyldest til folkemusikken. Måske er det bare mig, der netop finder de numrene for upolerede, helt ned til de enkle rødder, i en grad, der får dem til at virke meget nøgne. Hensigten med at vælge netop viola d´amore, ud over selvfølgelig at det er det instrument, de to musikere behersker bedst, er formentlig at sikre en historisk autenticitet. Det kan der være en god pointe i. Men i hvert fald savner jeg variation og bare en let tilsætning af andre instrumenter.
Ud af de 14 numre er de 11 polskaer eller blot og bart ”pols”. En betydelig del af Sveriges folkelige musiktradition består netop af polskaen, der også kendes i sangbare udgaver. Tænk bare på ”Hej Tomegubbar” og ”Vårvindar Friska”! Polskaen, som stammer tilbage til den tid for nogle århundreder siden, hvor den polsk-litauiske føderation var Europas kulturelle stormagt, har også smittet af på klassiske komponister som Hugo Alfvén. Og Polskaen er nærmest blevet lyden af Sverige.
En viola d´amore, som begge musikere behersker, er et seks- eller syvstrenget musikinstrument, der hovedsageligt blev brugt i barokken i 1700-tallet. Ud over hovedstrengene har instrumentet seks-syv underliggende dronestrenge, der klinger med, uden at blive strøget. En moraharpe, som Anna Karlsson af og til bruger, er, som Sveriges-elskere måske ved, et moderne navn for en tidlig forløber for nøgleharpen, nyckelharpan.
En flot tænkt cd med gennemtænkt og velresearchet respekt for tradition og enkelthed, men med de skærende toner næppe den man ville vælge til en romantisk aften med kæresten
