Bag de to stednavne, Paris Texas, gemmer der sig en velspillende, akustisk kvintet fra Antwerpen i Belgien. Stilen er en solid blanding af americana, country og bluegrass, og jeg tænker, at de ville gøre sig godt i det københavnske bluegrass-mekka Karens Minde i Sydhavnen, selv om stilen egentlig er lidt mere hårdtslående end den traditionelle bluegrass.
”Paris Texas” har et navn, der tydeligvis ikke er spor belgisk, og som nok snarere vil få mange ældre lyttere til at tænke på den tyske instruktør Wim Wenders film af samme navn fra 1984. Når man googler på pladenavnet, er det da også hele tiden filmen, man får fat i. Der var dengang tale om en ”roadmovie”, en film der handlede om en indre og ydre rejse, og som havde et vidunderligt lydspor, skabt af Ry Cooder. I øvrigt må man heller ikke forveksle belgierne med en hiphop-gruppe fra Los Angeles, på trods af en lighed i navne. Hip hopperne dukker også hele tiden op, når man spørger Google.
Selv om man nærlytter ”Bird in Hand”, er det meget svært at høre belgisk accent i de vemodige og dog optimistiske tekster. Det hele lyder udpræget amerikansk og tegner i de otte skæringer en musikalsk roadmovie: Det handler om at værdsætte livet hele vejen, om at glædes ved de små naturoplevelser, om at få sagt et sidste farvel til den døende bedstemor og om at mærke, at ens skæg er blevet gråt, og at tiden ikke er uendelig – i hvert fald ikke for den enkelte.
””Bird in Hand” er udgivet af det hæderkronede belgiske pladeforlag TRAD RECORDS, der har sat sig en mission i at udgive folk og roots. Forlaget udgiver så fornemme belgiske folk-navne som Snaarmaarwaar, Siger, Loogaroo og Hartwin Dhoore.
Kvintetten Paris Texas udmærker sig bl.a. ved en særdeles velspillet mandolin ((Jan Michielsen), der sammen med percussion, guitar, dobro og mundharmonika sikrer det bluegrass-agtige lydbillede. Til indspilningen har man i øvrigt lånt et par gæstemusikere.
Indledningsnummeret ”Songbird” har visse ligheder i teksten med Beatles´ ”Blackbird”. I ”Sometimes it´s harder getting up than falling down” kommer gruppens fine vokalharmonier til deres ret, når de synger om at hive sig selv op ved hårene – også på en grå dag. Titelnummeret, ”Bird in hand”, er mit favoritnummer med sin kærlighedserklæring til hjemstavnens lille by. ”Train, Train” fortæller om en nat, næsten uden søvn, og om den efterfølgende togtur, på vej til at sige farvel til bedstemor – måske for sidste gang. Tiden rammer os alle! Jeg vil være der, når hun drager sit sidste suk!
”Where did the years go” er sangen om det omtalte grå skæg. Hvor er alle dagene og årene dog blevet af? Melodien er køn, næsten lige så køn som den dejligt svingende ”Golden Leaf” med rytmisk guitar og trommer. En sang om kærligheden, der kan gøre selv de grå dage lyse. Afslutningsnummeret hedder ”Willow Tree”. Her er parforholdet tilsyneladende skredet, men man har jo lov at tænke tilbage på de gode gamle dage!
Endnu en gang en belgisk folk-plade af høj kvalitet!
