”Hugnad” betyder glæde, hygge og fornøjelse, og det er da helt bestemt dejligt at lytte til den norske violin- og hardangerfele-virtuos, Olav Luksengård Mjelvas anden solo-cd. Den første, der så dagens lys helt tilbage i 2009, indeholdt traditionelle toner, mens ”Hugnad” udelukkende rummer Mjelvas egne værker – 13 af slagsen. Ronny Kjøsen, Jonas Østbyhaug og Adam Johansson medvirker på harmonika, bas og guitar.
Mjelva er med sine 38 år stadig ung, og så er han en af Norges travleste folkemusikere og endda kåret som årets norske folkemusiker i 2013.Man skal nu heller ikke tro, at han kun har indspillet to plader, nemlig ”Hugnad” og debutpladen fra 2009, der havde den lange, men dækkede titel ”Fele/Hardingfele/Røros/Hallingdal”. Der er mange flere. Det er i samarbejde med andre blevet til et godt stykke over 50 plader gennem årene, startende i år 2000, på et tidspunkt, hvor han stadig var teenager.
Den lille kobberby, Røros, med blot 3.808 indbyggere, 382 km. nord for Oslo, er Mjelvas hjemby. Et opslag på Google oplyser, at det er en cykeltur på 20 timer, hvis man starter i hovedstaden – og det er nok lidt op ad bakke, må man formode. Det skal nok passe, og det passer også, at landskabet Trøndelag grænser op til svenske Härjedalen, og at både musik fra Shetlandsøerne samt irske, skotske og svenske toner har påvirket egnens musik. På ”Hugnad” finder man ud over hallinger og polskaer også jigs og reels, eller i hvert fald noget, der minder om det.
Karakteristisk for Mjelvas spil er hans lyst til at eksperimentere med forskellige stemninger. DDAD og ”trollestemning” (A, E, A, Cis) blander sig med mere traditionelle toner. Som det nok er kendt for mange yndere af norsk musik, er hardangerfelen regnet for Norges nationalinstrument. Det er en smukt dekoreret variant af violinen. Instrumentet har et antal resonansstrenge, hvad der godt kan få en til at tro, at der medvirker et helt strygerensemble. Det gør der ikke, for på de fleste af de 13 numre hører man kun Mjelva selv.
Der er nok lige så mange vitser om hardingfelen/hardangerfelen, som der er banjo-vitser. Mens banjoen hænges ud for at være anmassende og unødigt gennemtrængende, associeres hardingfelen ofte med katte og de stakkels dyrs indvolde. Det har da også taget lidt tid for anmelderen at vænne sig instrumentet, men når isen først er brudt, kan man komme til at blive dedikeret fan.
Titelnummeret spilles på trollstemt ”hybridfele” og er en hyldest til danseinstruktøren, Martin Myhr. Livligt og både hyggeligt og fornøjeligt. Pladens smukkeste nummer synes jeg er ”Da Slockenin”, en ”slags jig”, der er tilegnet de shetlandske venner. Masser af mystiske resonanstoner og totalt fokus på Mjelvas spil.
De tre øvrige musikere får lov at udfolde sig på flere numre, bl.a. et med den mystiske titel, ”CPAP”. Jeg troede, at det var betegnelsen for endnu en søster til trollstemningen, men en nærmere undersøgelse viste, at det var navnet på en ”snorkemaske” (Continous Positive Airway Pressure), der gør det muligt bedre at holde uvelkomne søvnlyde nede. Om navnet refererer til hardingfelen eller til Mjelvas søvnvaner ved jeg ikke.
”Hjaltaren” er en hyldest til de gode gamle dage, da Shetlandsøerne gik under navnet Hjaltland og var et dansk-norsk område. Ligesom de fleste andre numre på ”Hugnad” er ”Hjaltaren” særdeles danseegnet. Polskaer og hallinger udgør en stor del af pladens numre. ”Hugbad” anbefales til dem, der holder af det smukke land mod nord og har mod på at danse til lidt uvante toner.
