Da jeg selv har en ganske vist temmelig ubrugt saxofon stående, blev jeg umiddelbart tændt, da jeg så på omslaget til ”The Blue Hour”, der lokkede med, at virtuosen Fredrik Lundin er gæstesolist på denne CD. Han er virkelig en de bedste på den skandinaviske jazzscene og ¨tilmed en mangfoldig prismodtager. På denne tredje udgivelse med kvartetten Nordal Twang medvirker Lundin med sin tenorsax sammen med bandleader, Jesper Nordal, (strenge), Esben Eyermann (bas), Jesper Uno Kofoed (percussion) og August Wangren (trombone).
Flere gennemlytninger af ”The Blue Hour” (jazzmusikere elsker vist tusmørkestemninger) bestyrkede mig i, at her bevæger rootszone.dk sig ud på et område, der ligger mere end langt ude i yderkanten af, hvad vi normalt beskæftiger os med! Kvartetten siger selv, at vi her er i krydsfeltet mellem jazz og rock, americana-blues og art rock blandet med jazz.
Nordal Twang kalder sig et “Tarantino band” der spiller cowboy-jazz. Det skal nok passe, nu de selv siger det. Tarantino var nok ham filmmanden med Pulp Fiction, tænker jeg. For en folkemusikelsker med tre greb på guitaren er dette her i hvert fald som at lære kinesisk! Så enten kaster man håndklædet i ringen og siger, at ”The Blue Hour” ligger uden for rootszone.dks område – eller også prøver man med uhildede øjne og rensede, men absolut uvante, ører at sige sin mening. Også selv om man kommer fra en anden kant af verden. Jeg prøver det sidste! Det skylder man de musikere, der har lagt liv, sjæl og hårdt arbejde i udgivelsen og udtrykker en smittede stolthed over det, de har præsteret.
Pladen starter med nummeret ”Hymn”. Jeg kan – som på de øvrige numre – høre den flotte instrumentbeherskelse, men finder også, at nummeret er et pladens sværest tilgængelige. Det lyder, som om alle kæmper mod alle, og kun langsomt dæmpes gemytterne lidt hen mod slutningen, og ansatser til en melodi toner frem. Så er der straks langt mere melodisk ro over pladens andet nummer, ”Little Choice”, der ikke uventet har Lundins sikre spil i centrum. Alle albummets numre er ordløse, og alle er skrevet af Jesper Nordal.
Titelnummeret, ”The Blue Hour”, er for mig det klart smukkeste af de 10 numre. Her præsenteres melodisk og fint guitarspil i et roligt tempo, der lader en ganske smuk melodi tone frem. Det følgende nummer, ”April”, har nogle af de samme kvaliteter, og i nummeret, ”Quiet Zone”, fornemmes den Tarantino-cowboy-stemning, som kvartetten selv omtalte. Og ud kommer en ganske dejlig guitarbåret melodi, flankeret af bas og trommer.
Det ville nok være en fordel at se musikerne, tænker jeg efter mine gennemlytninger af ”The Blue Hour”. Med ørerne har jeg dog fornemmet flere melodistykker, der brænder sig fast, og jeg har fået respekt for det flotte samspil og den imponerende instrumentbeherskelse. Samtidig må jeg også konstatere, at et helt liv med folkemusik har sat sine spor. Jeg savner på ”The Blue Hour” nogle enkelte ord og nogle let genkendelige melodier, men jeg takker musikerne for deres ildhu og for den chance, de har givet mig for at møde en helt anden musikalsk verden.
