Tre svenske folkemusikvirtuoser, tre generationer – og tilføjer musikerne selv, tre temperamenter, der mødes. Jeg kender ikke musikerne personligt, så det med temperamenterne må stå for deres egen regning. Men Sven Midgren (violin), Allan Skrobe (guitar og mandola) og Tina Quartey (percussion) får det hele til at hænge fint sammen i denne præsentation af ur-svenske toner med et moderne twist!
Albummet har som en slags motto et smukt digt af Helge Jedenberg, en nyere svensk lyriker. Digtet handler om vigtigheden af at have smukke hvilesteder, hvor man kan finde ro og fordybelse. Det er netop sådanne rastesteder, som CD’en, ”Rastställen” tilbyder. Her har lytteren mulighed for at fordybe sig i en fin kombination af nyskrevne og traditionelle folketoner på de 11 skæringer. På to af numrene får trioen hjælp af Mats Edén, der har været med til at relancere ”viola d´amoren” og give den en plads i svensk folk. Instrumentet er en renæssancevariant af violaen (alt-violinen). Den har seks-syv strenge og et antal resonansstrenge under gribebrættet.
Det var danseviolinisten Sven Midgren, der for tre år siden fik den ide at indbyde to af sine favoritmusikere til et samarbejde. Et samarbejde, der har vist sig både frugtbart og holdbart. Midgren er nok den yngste af de tre, men er flasket op med traditionen og med Filarfolket (1980 – 1990) i hovedtelefonerne. Skrobe har prøvet lidt af hvert i hele verden, musikalsk set. Quartey vil mange sikkert kende fra flere konstellationer på Musik over Præstø Fjord, men hun startede netop helt tilbage i Filarfolket med bl.a. Dan Gisen Malmquist og Ale Möller, og hun er selv lidt af en musikalsk legende med sit allestedsnærværende, fint varierede slagtøj, der aldrig kommer til at dominere eller påkalde sig al opmærksomhed.
Indledningsnummeret, Fastän, er et af pladens smukkeste. Det indledes med bløde guitartoner og en dump stortromme, der klæder hinanden fint. På det traditionelle nummer, Sergeant V, kommer Quarteys mangfoldige slaginstrumenter virkelig til deres ret, og på det ligeledes traditionelle nummer, Sasser Swensson, præsenteres vi for en dejlig gang pizzicato på violinen. Det er dog svært at fremhæve det ene rastested fremfor det andet. Pladen er en enhed, der klart viser, hvor dygtige spillemænd og -kvinder, der findes hinsidan og demonstrerer deres evne og vilje til at bevare og alligevel diskret forny traditionen. Hvis man endelig skulle brokke sig lidt, kunne det være over, at pladen for folk-fremmede øren nok vil virke lidt ensformig. Lidt sang eller andre gæsteinstrumenter kunne sikkert gøre underværker.
Det er en skive for feinschmeckere, der forstår at værdsætte rendyrkede svenske folketoner.
