Det er jo ikke ualmindeligt, at pladeselskaber smider promotion-cd´er i grams med henblik på at gøre opmærksom på deres nyheder og bagkataloger. En sådan fra det tyske selskab Meyer Records sidder anmelderen med i hånden – endda angiveligt den tredje af slagsen.
Hvad er det så, som et selskab fra det store magtfulde EU-land vælger at profilere sig på? Det er ifølge dette udvalg sangere og sangskrivere, men som hovedregel ikke af den kaliber der anvender modersmålet i sangskrivningen og fremførelserne.
En kort oversigt: Der er 12 spor. På to af dem synges der på tysk, den ene dog til et dæmpet brasiliansk samba-akkompagnement. På ni spor synges der på engelsk, et par stykker dog af engelsksprogede sangere. Det 12. og sidste spor fyldes op af en soloviolinist.
Der kan fremføres mange betragtninger over den praksis at skrive og synge på et fremmedsprog, og da de fleste vil være velkendte, skal det undlades her. Læseren kan selv sætte en tankerække i gang indenfor bemeldte tema.
Det hele fremstår meget dæmpet og ofte med enkelt akkompagnement. Hvad der kan betegnes som folkemusik – eller på nudansk ”rootsmusik” – er nu om dage næsten ikke en debat værd, men der er i hvert fald en udbredt konsensus om, at sangere og sangskrivere i grove træk falder ind under begrebet. I så fald udgiver Meyer Records rootsmusik.
Det vil føre for vidt at komme ind på de enkelte kunstnere, hvoraf ikke mange vækker genkendelse i bare nogenlunde brede kredse her i riget. Navnene er anført herunder. Det er ligesom ikke på den musikalske front, at Tyskland indtager en magtposition i EU – måske undtaget den mere honningfyldte popmusik.
Taget i betragtning at der skrives væsentlig flere sange, om endvelmente og alvorstunge, end der er behov og berettigelse for, skal der noget til at gebærde sig bare nogenlunde på det marked, og umiddelbart tilfører Meyers kunstnere ikke stærke vitaminer til udbuddet. Jævnt kedeligt er hårde ord i en kold tid, men det tenderer.
Præsenterede kunstnere:
Amy Antin
Robert Coyne
Rich Schwab m/ eLa Paul
Willy DeVille
Little Red Taxi Girl & The Never Going Homes
Mick Fitzgerald
Ileana Florentina Tautu
Eric Anderson
Anna Sittler
Freddy Koella
Cd: “Meyer Records Vol 3” (Meyer Records no. 171)
Af Nils Thorlund