Den blåtonede guitarbetvinger Max Wolff fra det aarhusianske har nu i omegnen af 25 år rejst rundt og diverteret tilhørerne med sine toner på primært ydmyge og folkelige lokaliteter. Han har prioriteret det levende og intime samvær med sit publikum og ikke i overvældende grad lagt vægt på udgivelser af musikken på fonogrammer. Et par stykker er det dog blevet til, men den seneste, betitlet ”Got You on My Mind”, daterer sig op mod 15 år tilbage. Måske har han tænkt, at det var blevet tid igen. I hvert fald foreligger nu nærværende nyeste udspil.
Med årene har Max Wolff bevæget sig stadig længere væk fra de klassiske 12 takter eller hvor mange takter, de gamle nu anvendte, og mere i retning af det ragtime- og boogie-repertoire, som hele tiden har udfyldt sin del af hans musikalske verden. Derved lægger han sig tættere på kolleger som eksempelvis Paul Banks, men fastholder alligevel sin musikalske integritet med de blå toner og fraseringer, som han ikke kan holde sig fra, og som giver hans spil sin egen kant. Denne karakteristik skal ikke foranledige nogen til den opfattelse, at han helt har fornægtet sin kærlighed til den klassiske sydstatsblues.
På dette sit nye album giver han hovedrollen til instrumentaldelen af repertoiret, og trods de blå kanter viser han her en mere afdæmpet og lyrisk side af sine fingres dans på de seks strenge. Han har altid fortolket de gamle mestre og gør det givetvis stadig i sin optræden, men på ”Placemaker” er alle stykker selvkomponerede, og han får derved blotlagt, hvilke toner der aktuelt klinger i hans indre. Det skal dog lige tilføjes her, at hovedparten af albummets stykker har været på repertoiret gennem nogle år og derved har fundet deres form. Max Wolff er glad for sine gamle og godt tilspillede guitarer, og deres autentiske klangfarver yder netop denne musik retfærdighed som fortjent.
Hans sangstemme er ikke specielt negroid, men med sin ”white man blues” får han alligevel på de relativt få vokale indslag demonstreret sin gode fornemmelse for genrens karakteristika. ”Placemaker” giver en ganske behagelig lytteoplevelse uden at være behagesyg. Det forhindrer de klædelige blå kanter – og det må i øvrigt medgives ham, at han kan sin metier.
