Musikken på sangerinden og sangskriveren Ida Wenøes nye album er optaget i det nordvestjyske i et par ældre sommerhuse. Her er der også hentet en mængde inspiration til mange af numrene, især fra nærheden til havet, men også fra plantager og det rige dyreliv der udspiller sig i området. Det er i det hele taget naturen, som har medvirket til en slags rød tråd på albummet.
Det er et album, man skal lytte til og bare reflektere over Ida Wenøes tanker, der er grundlag for hendes tekster. Her er både adstadige og tungsindige sange og melodier. Sørgmodig er måske for stærkt et ord, men melankolien breder sig, når man lytter til hendes tankeprocesser og syn på livet.
Ro til sjælen og en indre fred og ro giver det også med de følsomme og stemningsfulde melodier, som hun præsenterer med sin meget stilfærdige og nærmest sarte og smukke stemme. Hun får hjælp af Hal Parfitt-Murray på mandolin og violin og både på fløjte og vokal af Samantha Whates.
Ida Wenøe har foruden alle tekster og kompositioner til de 10 numre selv produceret og indspillet Undersea. Numre som Pretend og Morning Time er yderst følsomme og stilfærdige, mens der er lidt temposkift i You GrowWeary. Mellem de skønne, poetiske numre er The Lighthouse et lækkert nummer, hvor Ida Wenøes vokal kommer helt til sin ret med Hals dejlige violin som et ekstra supplement.
Sæt dig godt til rette, luk øjnene og lyt til ord og melodier, og du kan nemt drømme dig væk til naturen ved hav og skov.
Hvor kan man købe den sidste udgivelse fra oktober af Ida Wenør
Sikkert via et af disse links: https://www.facebook.com/idawenoe
https://www.instagram.com/idawenoe/
https://idawenoe.com/
http://www.mayday-music.dk/artist/ida-wenoee/