Henrik Johannessen & The Roots har udgivet deres første fuldlængdealbum, ”Stories From The Log House”, og det er en varm, levende og musikalsk ambitiøs rejse ind i countryens og americanaens hjerte.

Albummet beviser, at trioen, bestående af Henrik Johannessen, kontrabassist Peter Pelle og strengemand Kevin Monie, har fundet et fælles udtryk, hvor alt ånder af spilleglæde og autenticitet.

Det vigtigste for trioen er, at musikken får lov at leve, og det gør den. Her er ingen overproducerede lag eller kunstige effekter. I stedet får de akustiske instrumenter, kontrabassen, mandolinen, lapsteelen, banjoen, guitaren og stortrommen plads til at klinge organisk, dybt og knaldgodt. Samspillet er tæt, og man fornemmer tydeligt, at de tre musikere har opnået et sjældent musikalsk fællesskab, hvor hvert instrument både støtter og udfordrer de andre.

Henrik Johannessen har siden sin solodebut ”Farm Sessions” fra 2021 markeret sig som et særdeles spændende navn på den danske americana-scene, og med The Roots har han ramt plet. Siden bandets dannelse i 2022 har trioen spillet over 50 koncerter, vundet ”Acoustical Performance of the Year” ved Texas Sounds i USA og modtaget en Danish Music Awards-nominering. Præstationer, der taler for sig selv.

Albummet består af 10 numre, der spænder fra stille, eftertænksomme ballader til livlige country- og blues-inspirerede sange. Den muntre” Ballad of the Banjoman” lader banjoen skinne igennem i et legende groove, mens ”Not Too Long Ago ”inviterer til taktfast fodstamp, og ”Our House” sætter tempoet op med et swing, som ville gøre enhver Nashville-bar stolt. Albummets melankolske øjeblikke viser Johannessens evne til at skrive sange, der føles personlige og oprigtige uden at forfalde til sentimentalitet.

”Stories From The Log House” er en overraskende moden debut fra en trio, der både ærer traditionen og bringer frisk energi til den. Musikken lever, instrumenterne spiller for livet, og man mærker hele tiden, hvor meget kærlighed, der er lagt i hver tone.

Det er et album, som fortjener at blive hørt i ét sammenhængende stræk – helst med en kop kaffe, en god stol og åbne ører. Når roots-musik bliver leveret med så meget hjerte og håndværk, føles det næsten som at være til stede i den hytte, hvor historierne blev til.