I 2017 skiftede svensk/estiske Folk och Rockare, dannet i 2015, navn til Fränder og udsendte samtidig deres selvbetitlede debutalbum med et selvkomponeret rytmisk/akustisk repertoire (se anmeldelsen her i rootszone.dk). Den rytmiske tilgang lagde umiddelbart op til en videreudvikling af netop det element, og det er da så sandelig, hvad der er sket på nærværende efterfølger.
En kernebesætning med tværfløjte/sækkepibe/jødeharpe, violin, mandola og kontrabas sparkes godt og grundigt op til et tungt og storladent rytmisk lydbillede i bredformat. Tilføjelsen af percussionist Björn Tullin, som var med til at danne banebrydende svenske Hedningarne, gør sit til den dynamiske tyngde.
Musikken kunne relateres i mange retninger. Trods det at besætningen er fuldt akustisk, ledes associationerne i retning af den klassiske britiske folkrock med hedengangne skotske Runrig som den første. Med tværfløjten i en central rolle dukker også engelske Jethro Tull op i øregangenes erindring. Nogle ville måske kalde det heavy folk, men Fränders personlige musikalske udtryk fortjener ikke at kategoriseres.
Uanset den tværnationale besætning danner den selvkomponerede musik billeder af dybgrønne svenske nåleskove, men bevæger sig dog ud på kanten af de svenske traditioner og sprænger rammerne. Mystikken i en mørk mytisk fortid viderebringes i en form, der peger mod fremtiden.
Tyngden kontrasteres med mere afdæmpede passager. Variationen i de gennemarbejdede arrangementer er med til at fremhæve de enkelte skiftende udtryk og kompletterer Fränders appellerende nærvær. ”Kom her, nu skal I bare høre”, synes musikken at sige. Säde Tatars svensksprogede vokale udladninger, varierende fra pågående til lyriske, understreger appellen.
Den stakkels anmelder sidder med sine ords begrænsning i en fattig beskrivelse af denne dybest set ubeskrivelige musik. Den skal høres.
