Fusionsbegrebet udvikler sig i disse år – måske bla. fordi vi lever i en globaliseringstid, hvor det enkle, det nationalt entydige, er en forkætret størrelse, som så frygtelig nemt kan politiseres og misbruges.
Musikalsk fusion går oftest ud på at sætte to genrer op mod hinanden og få et resultat ud af brydningen i realtime. Denne cd er et godt eksempel på en anden slags fusion: At spille noget, som om det var noget andet.
Rune Tonsgaard Sørensen – en af de ganske få violinister med en ægte dobbelt tilgang til klassisk musik og folkemusik, spiller sammen med Poul Bjerager Christiansen – også violinist og en af de drivende kræfter i Roskildemiljøet, komponist og velbevandret i en bred vifte af nordisk folkelig musik.
De to spiller så i øvrigt på en lang række andre instrumenter på cden, uden at det dog afsløres ganske, hvem der spiller på hvad: bratsch, kirkeorgel, forsamlingshusklaver, synthesizer, guitar, jimbe, bastromme. Enkelte tracks rummer originale optagelser af færøsk balladedans – for sig selv eller som direkte underlag for det instrumentale.
Hensigten med projektet er at udsætte netop den færøske balladetradition for en instrumentaliseringsproces … og det lykkes rigtig godt: Langt det meste af stoffet kunne sagtens være blevet til som instrumentalmusik.
Nøglen til skatkisten er de to musikeres fælles musikalske erfaringsgrundlag og udtryksmuligheder. Instrumentariet er allerede nævnt, og herudover indgår Fanømusik, skotsk og norsk musik, troldstemt violin, oktavspil, kærligheden til det færøske balladestof oma.
Bærende for resultatet er (foruden en udsædvanlig flot og præcis lyd) de gode arrangementer, det afstemte sammenspil, velklangen, og – ikke mindst – slutresultatets mere end glimtvise eksponering af den særlige længsel, som kendetegner nordisk folkemusik, når det er bedst.
Føroysk Løg: Fiddling Faroes
Tutl (2009)