Med udspringet for godt 10 år siden anviste Dreamers’ Circus en ny udviklingslinje for nutidig koncertorienteret folkemusik. Med udgangspunkt i den traditionelle melodik frigjorde trioen sig fra genrebindinger i øvrigt med deres selvkomponerede værker, tilført elementer af ny klassisk kammermusik og jazzens improvisationer. Gennem deres hidtidige tre albums har de eksperimenteret sig stadig længere væk fra udgangspunktet gennem mere frigjorte improvisatoriske forløb og mindre fokus på egentlige gennemkomponerede melodier. ”Rooftop Sessions” fra 2017 var nok den naturlige kulmination på den udvikling.
På ”BlueWhiteGold” er trioen vendt tilbage til den gode melodi, måske endda mere end nogensinde, men det er absolut ikke et tilbageskridt. Udover den øgede fokus på melodien præsenteres vi for en række overdådige arrangementer, som både understreger og lægger yderligere til melodierne.
Den mere frigjorte leg er dog ikke glemt. Det ville også ligne Dreamers’ Circus dårligt. I specielt The Whale Road får den frie udfoldelse lov at blomstre. Blandt de gode melodier skal ikke mindst Waltz for Miyazaki, Bridal Tunes for Rune and Marta og især den smukke The World Was Waiting fremhæves – blandt flere andre. I modsætning til tidligere fortolker trioen her tillige et par traditionelle stykker – for lige at markere, hvor rejsen begyndte.
Det bør være overflødigt at nævne de tre herrers virtuose spilletekniske niveau, men i modsætning til i for mange andre tilfælde betyder det ikke en perfektionistisk sterilisering af musikken. Hele spektret fra sprudlende glæde til vemodige følelser blotlægges hudløst gennem varierede ekspressive og dynamiske udførelser. De emmer af musikernes kærlighed til musikken. Kun de mest forhærdede lades kolde – om nogen overhovedet.
Trioen præsenteres normalt som Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Ale Carr (cittern) og Nikolaj Busk (harmonika, klaver), men det er i denne sammenhæng en forenkling. Udover de nævnte instrumenter anvender de guitar, synthesizer, ukulele, kannel, Moog, harmonium, trædeorgel, træskofiol, kontrabas og percussion. Arrangementerne tilføres, hvad der kræves af tre musikere med brede kompetencer. Årene har udviklet Dreamers’ Circus til en både særdeles kompetent og stramt sammenspillet enhed, som formår at få selv svære passager til at ligne letfodet dans henover engen. Musik må ikke lyde svært.
I sit væsen har Dreamers’ Circus stort set distanceret sig helt fra den egentlige folkemusik, men det er tordnende ligegyldigt, når resultatet er dette eminente og stærkt personlige skaberværk. Nærmest en genre i sig selv. ”BlueWhiteGold” er den foreløbige og fremragende kulmination på en godt 10 år lang og dedikeret søgende udviklingsproces. Hvor går mon den videre vej?
Øverste foto: Kristoffer Juel Poulsen
https://www.youtube.com/watch?v=4hIsle7PE5I
