I noterne til denne plade spørger musikerne, hvad der sker, når en klassisk strygekvartet rejser gennem den nordiske folkemusiks verden. Det må netop være et centralt spørgsmål i relation til vurderingen af ”Last Leaf”, hvor Den Danske Strygekvartet præsenterer deres fortolkninger af traditionelt materiale.
Denne korte indholdsbeskrivelse skal i øvrigt lige nuanceres lidt. Som det fremgår af navn og titel herover samt af pladenoterne, henvender kvartetten sig alene på engelsk. Altså Danish String Quartet. Målgruppen er altså det internationale publikum. Desuden er det traditionelle nordiske repertoire krydret med tre originale kompositioner i et traditionelt tonesprog af Fredrik Schøyen Sjölin, en enkelt af Rune Tonsgaard Sørensen (øverste foto) og en original svensk komposition. Uanset er det centrale spørgsmål fortsat klassisk skolede musikeres håndtering af folkemusik.
Kvartetten kommer musikalsk omkring Norge, Sverige, Danmark, enkelte afstikkere til Færøerne og Shetlandsøerne samt to salmemelodier. Det er mange musikalske dialekter at omfavne, men da vi jo har at gøre med klassiske musikere, må de nødvendigvis omsætte det hele ud fra deres egen skoling og ad den vej skabe en musikalsk enhed af det facetterede repertoire. Med det udgangspunkt skal den klassiske strygekvartets håndtering af folkemusik vurderes.
På baggrund af en stringent akademisk definition af folkemusik er ”Last Leaf” ikke folkemusik. Det vil de fire musikere næppe heller postulere. De har derimod taget udgangspunkt i alene melodimaterialet i de traditionelle stykker og med deres klassiske ballast komponeret arrangementer hertil.
En vurdering af disse arrangementer er en udfordring for en folkemusikanmelder. Det skal lige slås fast, at der herfra ikke ses noget odiøst i en genrefremmed fortolkning af det traditionelle melodimateriale. Alt er i princippet tilladt, når produktet bliver interessant og lytteværdigt. ”Last Leaf” er absolut både interessant og lytteværdig. Danish String Quartet er et særdeles kapabelt ensemble, som med disse fortolkninger har skabt en række fint varierede, harmonisk interessante og yderst lytteværdige arrangementer.
En del med folkemusikalsk indstillede ører vil formentlig savne fraværet af genrens traditionelle enkelhed, harmonisk og i øvrigt, samt dens ”drev” eller fandenivoldskhed, om man vil. Arrangementer kan altid sættes til debat. Eksempelvis var de klassisk uddannede musikere i De Nordiske Spillemænd mere enkle og pågående i deres fortolkninger af folkemusikken. Mere genremæssigt autentiske i deres tilgang, kunne man sige. Alligevel var de hård kost for ikke mindst folkemusikkens ”betonkommunister” i 1970´erne. Danish String Quartet har vægtet et mere lyrisk og gennemarrangeret udtryk. Mere på deres egen genres præmisser. Det er fuldt legalt, og når det er så veludført som her, skal der ud fra de præmisser ikke lyde kritiske forbehold herfra.
Det er nærliggende at drage en parallel til danske ensembler med en tættere tilknytning til folkemusikken som eksempelvis Dreamers Circus og Basco. Der er i princippet ikke langt fra de nævntes nykomponerede musik i folkemusikkens tonesprog til Danish String Quartets skolede fortolkninger af folkemusikken. Specielt Dreamers Circus har bevæget sig så langt ind i kompositionsmusikkens land, at de kommer til at lægge sig relativt tæt op ad den klassiske musik og derved bygge bro mellem de to verdener. På den måde sker der en delvis åbning af skellet mellem genrerne, og nyt land opdyrkes. ”Last Leaf” skal umiddelbart henføres til dette land. Med til denne placering hører, at Rune Tonsgaard Sørensen også er en del af Dreamers Circus og derved direkte medvirker til den gensidige inspiration mellem to i udgangspunkterne grundlæggende forskellige verdener.
Den klassiske musik bygger i sit oprindelige udspring, som al anden musik, på folkemusikken, men har jo gennem tiderne udviklet sig langt væk fra udspringet. Om de aktuelle tilnærmelser skal henføres til den ene, den anden eller begge genrers ubetimelige brud med hjerteblodet, vil helt naturligt være et varmt debatemne blandt puritanere i begge lejre – nok mest i den folkemusikalske. Den debat skal her overlades til folket. Det skal blot konstateres, at Danish String Quartet med ”Last Leaf” har leveret et tungtvejende musikalsk indlæg i den sammenhæng.
www.facebook.com/search/top/?q=danish%20string%20quartet
