Danish Fiddle Quartet er nydannet af to folkemusikere og to klassiske musikere, alle af den yngre generation, med et ønske om at omdefinere folkemusik til et kammermusikalsk udtryk. Violinisterne og folkemusikerne Ditte Fromseier Hockings og Jørgen Dickmeiss er begge spilleteknisk kvalificerede til at kunne leve op til Bruno Sanches (bratsch) og Mathilde Helding (cello) fra det klassiske univers.
Jørgen Dickmeiss, som også har samlet kvintetten, står for langt hovedparten af kompositionerne, men også traditionelt materiale, et enkelt bidrag fra Ditte Fromseier Hockings og et par Carl Nielsen-kompositioner har fundet plads. Netop Carl Nielsen kunne opfattes som bindeled fra kvartetten til den klassiske musik såvel som den modsatte vej,
ihukommende Carl Nielsens rødder i folkemusikken fra faderen, spillemand Niels ”Maler”.
Debatten om betimeligheden af at omsætte traditionelt baseret folkemusik til kammermusik kan føres herfra og til pinsemorgen, men den lader vi ligge her og bedømmer musikken på dens egne præmisser. Stykkerne udføres genretypisk med såvel strøgene som pizzikerede toner og med god intensitet i udførelserne. Arrangementerne fremstår fine og afvekslende.
En anden i årevis verserende debat har huseret inden for især anmelderens generation, som var unge i 1970´erne. Den handler om de relativt mange blandt de yngre generationer, der lader til at vægte spilleteknisk perfektionering frem for folkemusikkens traditionelt mere rustikke udtryk. Danish Fiddle Quartet fremstår som en logisk videreudmøntning af netop de senere tilkomne generationers noget større tekniske kvalifikationer end de foregående. Hvem kan forestille sig Otto Trads eller Ewald Thomsen spille kammermusik? Den debat lader vi også ligge.
En ven fra den klassiske verden sagde engang til anmelderen, at al musik skal swinge, også den klassiske. Hvis hans ord står til troende, rammer albummets stykker med hensyn til det element vekslende niveauer. De mere traditionelt funderede stykker rammer højst som eksempelvis ”Maskerade polka” og ”Jørgen Vestergaards rundtenom”. Det er måske ganske naturligt med kvartettens sammensætning. Taler vi derimod dynamik og intensitet skal der ikke lyde forbehold herfra, ligesom både kompositioner og arrangementer absolut er værd at lægge ører til.
Overordnet set er intentionen med ”Nattens favn” umiddelbart vurderet ganske udmærket opfyldt. Fordomsfrie lyttere, fra både folkemusikkens og den klassiske verden, kan give sig hen i veludført vellyd.