Den herboende svenske guitarmester Perry Stenbäck er nærmest allestedsnærværende som medvirkende både i studiet og på scenen, hos jeg ved ikke hvor mange forskellige sangere og musikere, herunder ikke mindst Sebastian og derudover med sit eget Dekadansorkestern.

I kvartetten Bragr har han lagt sine guitarer til side og udfolder sig i stedet på sit fødelands traditionelle nyckelharpa med en varm tanke til sin mentor og gode ven, den svenske mester på instrumentet Peter ”Puma” Hedlund. Desuden har han fat i sin cister (cittern) – et strengeinstrument i samme familie som mandola og irsk bouzouki.

Repertoiret er akustisk med rødder i primært traditionel svensk musik, men hovedparten af stykkerne er nyskrevne af Stenbäck selv. Andre komponister har også bidraget, ligesom enkelte traditionelle stykker har fået plads. Besætningen er, foruden Stenbäcks instrumenter, flygel, båndløs akustisk basguitar og slagtøj. Derudover bidrager alle medvirkende med flerstemmig ordløs vokal.

Perry Stenbäck er en fin komponist med god sans for den smukke melodi, og hans kompositioner føjer sig fint til pladens øvrige materiale. Samlet opnås en enhed, som understøttes af de interessante og nutidige arrangementer med ikke mindst Christine Dueholms spændstige slagtøj. Men også Kristian Bisgaard får plads med sine fine og let jazzede improvisationer. Den traditionelle danske reel ”Hornfiffen” falder lidt udenfor, men det er en live-plade, og der skal være noget halløj til at holde gang i publikum med hurtig teknisk ekvilibrisme.

Ekvilibrisme er måske et voldsomt ord, men alle fire musikeres såvel teknisk som musikalsk særdeles høje niveau fuldender oplevelsen af et stærkt bud på nutidig traditionelt funderet musik. Bragr har skabt et fint album. Ganske enkelt.

Velkommen til BRAGR

https://www.facebook.com/bragr.dk

https://www.youtube.com/results?search_query=bragr