Big Creek Slim boltrer sig i gammel blues som det mest naturlige. Han skifter ubesværet mellem stilarterne og spiller deltablues, tidlig Chicagoblues, gospelblues og boogieblues, som var det en leg. Man skulle ikke tro, at det er Marc Rune fra Ikast, der er på spil. Selv om han ikke har været på scenen så længe, så har han allerede høstet flere priser, og albummet her blev bedste danske bluesalbum i år.
Hans stemme og hans akustiske og elektriske guitarspil lyder lige så rå og ægte som de gamle blueslegender, og hvis det ikke var for den nutidige lyd, kunne man tro, at dette var en hidtil u-opdaget bluesmand fra før 2. Verdenskrig.
Big Creek Slim kan sin Elmore James, Son House og Tommy Johnson, og han har da også et par numre fra netop disse. Han har imidlertid selv bidraget som sangskriver med over halvdelen af sangene, og de falder ubesværet ind i bluesstandardrepertoiret på albummet og gør det til en herlig varieret lytning.
Han får hjælp af en række danske musikere, hvor især Miriam Mandipiras lidt Bonnie Raitt-agtige vokal passer fint ind. Hele det internationale tilsnit understreges af den engelske presseskrivelse, og man må forvente, at Big Creek Slim bliver at finde på bluesfestivalerne rundt om i verden. Han har et stort talent, og det beviser han på albummet her, som er et must i din bluessamling.
