Redaktionen har modtaget debutalbummet ”I Love Joyce Morris” med den engelske sanger/sangskriver Andy Clark, en kunstner som nærværende skriverkarl erkender hidtil at have været ganske og aldeles uvidende om.
Pressematerialet rubricerer ham som netop sanger/sangskriver og citerer anmeldelser, der alene beskæftiger sig med hans sangstemme og guitarspil. Anmelderen aner endnu en jævnt kedelig ”folksinger”, og de indledende strofer bekræfter frygten, men så sker der så sandelig noget. Et saftigt orkester sætter ind og fyrer op under kedlerne med blæsere, elguitar og hele udtrækket. Det transformeres fra ”en mand og hans guitar” til blodfyldt poprock med diverse andre genremæssige ingredienser.
Den videre gennemlytning afslører et afvekslende udtryk, der vækker associationer til fordums kæmper som The Beatles og Simon og Garfunkel – med sidstnævnte reference som det mere akustiske element. Midt i det hele står en enkelt sang lidt alene med sit bluegrass-akkompagnement og den 5-strengede banjo i fokus.
Arrangementerne er fine og interessante, og musikken er særdeles veludført. Det er folk, der har ”gået til det”, som vi har det med at sige herude. Sammen med det musikalske niveau er bredden i udtrykket det, der gør pladen lytteværdig – med mindre man er til den mere klassiske sanger/sangskriver.
Tekstmæssigt kredser sangene om det at sætte afkom i denne verden og indtage en forældrerolle. Titlen ”I Love Joyce Morris” er et sprogligt puslespil. Joyce Morris er en æblesort og henviser til vendingen ”the apples of my eye”. Afkommet, forstås. Kærligheden udtrykkes ikke uden kant. I den indledende sang “Welcome to the Party” lyder det: You can photograph your dinner and stick the pictures on your page/Your success depends on how many friends you can engage/It´s the modern age/Welcome to the party”.
Børnene bydes velkommen til en omskiftelig og facetteret verden på godt og ondt. Andy Clarks pointe er, at lidelse er lige så vigtig som lykke.
Find albummet på Spotify og lyt. Det er absolut lytteværdigt.
