Af Burr/Seeberg
På vores tredje aften valgte vi to vidt forskellige koncerter, fordi de begge foregik i Glasgow Royal Concert Halls mondæne rammer. Når publikum er bænket på lange stolerækker, sker der tit det, at stemningen bliver lidt mere formel end ved en stå/dansekoncert. Man får ikke helt kroppen med, og det var i begge tilfælde lidt synd for musikken.
De to bretonske grupper var i dagens anledning slået sammen til én stor gruppe, da besætningen alligevel overlapper, og en rå-svingende kvindelig kontrabassist var hevet ind som stand-in. Musikken blev tørt leveret, men fantastisk smukt spillet. Med en symfoniorkesteragtig storladen lyd blev man forført ind i de mest eventyrlige og smukke afkroge af bretonsk musiks karakteristiske univers.
Fløjtespilleren Jean Michel Veillon spillede som altid fabulerende, lyrisk og nærværende, og med en imponerende kraftfuld lyd fra hans træ-tværfløjte. Instrumentalstykkerne blev fint afløst med en sang i ny og næ, hvor orkestrets skotte Jamie McMenemy tydeligvis var på hjemmebane med fine poetiske og vemodige afdæmpede sange. Instrumenteringen med to violiner pulserende ud og ind mellem hinanden eller helt unisont, to sprøde strengeinstrumenter, der hele tiden vævede smukke lydtæpper under de fine melodier og to blæseinstrumenter (fløjte og uillean pipes) med en drivende råsvingende kontrabas under gav en stor intens lyd.
Baaba Maal fra Senegal er et stort navn og pladeaktuel med sin 11. skive – The Traveller. Koncerten startede ud med, at han sad alene med sin guitar og sang sjælen ud. Nogle gange kan stemmer transportere én til fjerne himmelstrøg, her med støvede solopgange og rød jord. Så kom hans band på, bestående af to percussionister, en bassist, en guitarist og en i øvrigt pænt svedig trommeslager fra Cuba. Mal havde også sin blinde barndomsven med på sang med en meget autentisk traditionel vibe. Effekten af en kalabas-bastromme var magisk, og den senegalesiske percussionist var rigtig dygtig. Han tilføjede musikken den ”rootsness”, sammen med Baabas stemme, som vi ellers savnede lidt i musikken generelt. Den helt unge guitarist leverede en solid rockguitar, og endnu en gang er det en smagssag, men det var tydeligt, at Baaba Maal elsker rockmusik. Og det er bare ikke rigtig vores ting.
Men musikken blev leveret selvsikkert og svingende. I næstsidste nummer bad Baaba samtlige publikummer rejse sig op fra deres nummererede pladser for at opleve et ”African party”. Stemningen ændrede sig straks til den vildeste fest. Der skete en feedback-loop mellem publikum og musikerne, og de spillede bare så fedt med masser af puls og energi. Jeg tænker, at det må være svært at skabe en fest på scenen, når der sidder sådan en flok hoveder på nummererede pladser. Især når musikerne kommer fra et land, hvor folk ville gå helt amok.
Da han kom tilbage med ekstranummeret, var det kun ham og hans gamle blinde barndomsven, der sang. Igen rejste vi i tid og rum, og det endte som det startede – magisk!
Se felre fotos fra den officielle hjemmeside: http://www.bbc.co.uk/programmes/p03gbgzh/p03gbf44
