The blues var igen kommet til Sydsjælland. Blues Paradise er en årlig bluesfestival, som de sidste år har fungeret som en søsterfestival til Blues Heaven i Frederikshavn, og som igen i år bød på et flot program af international bluesmusik.
Rapport fra lørdagen: Engelske IDMC Gospel Soul Choir sørgede for en stemningsfuld åbning, og brasilianske Blues Beatles og danske Shades of Blue afsluttede eftermiddagens programpunkter. Bluesmusik trives godt i hele verden, men aftenen var forbeholdt dens hjemland og altså amerikanske musikere. Curtis Salgado er orkesterleder, sanger, sangskriver og mundharpespiller. Sammen med sit kompetente band gav han en god gang R&B-blues. Trods en blæsersektion, blev der plads til at invitere et par andre bluesmusikere på scenen.
Shemekia Copeland (øverste foto) har tidligere i år vundet flere priser for sit seneste album America’s Child, hvor bl.a. John Prine, Emmylou Harris, Mary Gauthier og Rhiannon Giddens medvirker. Copelands kraftfulde stemme vakte begejstring. Hun gav bl.a. en hyldest til sin far, bluesmusikeren Johnny Copeland.
Big Daddy Wilson kommer fra North Carolina, men det var først under et ophold i Tyskland i 1970’erne, at han begyndte at optræde som bluesmusiker. Hans fløjlsbløde stemme gjorde sig godt i de mere stille soulagtige numre, hvoraf mange er at finde på 2019-albummet Deep In My Soul.
Aftenens hovednavn var guitaresset Kenny Wayne Shepherd, og han delte gavmildt ud af sit store talent med lange guitarsoli. Han har ikke en stor sangstemme og overlod det meste vokalarbejde i gode hænder hos Noah Hunt. Vi fik et par covernumre: Mr. Soul, Talk To Me Baby, Voodoo Child, Turn to Stone, men ellers var det Shepherds egne numre, og han formåede at få salen i kog.
Hvor sidste års Blues Heaven-festival havde fokus på en række ældre bluesmusikere, så havde dette års festival deltagelse af flere yngre bluesmusikere. Jeg savner stadig den akustiske blues, men det er den elektriske blues, der er mest populær, og den gav festivalen nogle glimrende eksempler på.