Tre dage, 23 scener, 160 koncerter med 450 musikere og sangere. Det er rammerne for den første Marie Festival, der afholdes i Ansager fra 30. august til 1. september.

Perry Stenbäck og Søren Krogh

Perry Stenbäck og Søren Krogh

Men inden vi kommer hertil, så har vi lige Musik over Præstø Fjord, der er i fuld gang, Tange Sø Folk Festival og ikke mindst Tønder Festivalen, der finder sted 100 km syd for Ansager ugen før.

Det er den lokale Ansager Idrætsforening, som sammen med Musikgalleriet står bag festivalen, og Helge Engelbrecht fra sidstnævnte er primus motor for arrangementet. Som arrangørerne selv kalder årets største fætter-kusine-træf.

Åbningen af festivalen finder sted fredag 30. august i byen kl. 16.00, og allerede en time senere går det løs  med blandt andre Anders Mikkelsen, Folked Up, Almost Irish, Mikael K & Klondyke og Neighbours på de mange scener.

Louise Støjberg

Louise Støjberg

Foruden Musikgalleriet og Mariehaven kan nævnes spillestederne med finurlige navne som Karlsvognen, Smagsgalleriet, Torvets Genbrug, Brusebadet, Rottehullet, Øen og Madam Kær.

Lørdag morgen begynder de første musikalske udskejelser allerede kl. 9.00, og de sidste musikere går på scenen kl. 23.00. I løbet af de 14 timer kan man høre BragR, Stanley Samuelsen, Stine Michel, Venndt & Rusbjerg, Søren Krogh & Perry Stenbäck samt mange andre. Og da der flere gange i løbet af dagen er ”Åben scene”, så kan man måske høre nye konstellationer eller nye talenter.

Mikael K. Fotos: Per Dyrholm

Mikael K. Fotos: Per Dyrholm

Mariefestival Allstars går på scenen søndag eftermiddag og afslutter festen. For de morgenfriske afholdes gudstjeneste med musik kl. 9.00, og ellers er Fromseier Hockings, Sidsel Marie & Band og Helge E. & De Spilleknejte en del af søndagens program.

Foruden musik i alle gader og på alle pladser i Ansager, så er der også arrangeret veteranbiltræf, motionsløb og pælesidning i løbet af weekenden.

http://www.mariefestival.dk/index.html