En nutidig rejse ind i autentiske norske folketoner! Hans P. Kjorstad er 33 år gammel, han er det, man på norsk kalder felespiller, altså hardangerfele-violinist. Og han kommer fra Sør-Fron i Gudbrandsdalen så meget midt i Norge, som man kan komme det. Sammen med sin bror, Rasmus (f. 1996), har han i årevis søgt tilbage til rødderne i de norske folketoner, men hvis man af den grund tror, at brødrene Kjorstad spiller traditionel musik på Bror Kalles Kapel-måden, så er det bestemt forkert. Under og efter sine bachelorstudier på Norges Musikkhøgskole i Oslo har Kjorstad etableret sig som en eksperimenterende, ekspressiv og samtidsorienteret improvisationsmusiker, og det samme gælder lillebror.
Da Hans Kjorstad som teenager hørte musikalsk improvisation første gang, syntes han, at det var ganske meningsløst. Hvorfor ikke spille musikken på den oprindelige, gamle måde? Men efter at han kom til Oslo, er han selv begyndt at improvisere på sine instrumenter, der bl.a. omfatter hardangerfele, harmonium og swarmandal (indisk harpe).
Dermed åbnede han for en ny personlig stil, der spændte over samtidsmusik, folk, barok og jazz. Han spiller som nævnt sammen med sin lillebror, men også med en lang række andre grupper og solister som Anders Erik Røine, Hans Hulbækmo, Miman og Torgeir Vassvik. Op mod 5000 månedlige lyttere på Spotify vidner om, at et stort publikum er åbent overfor Hans P. Kjorstad og hans nyfortolkende stil.
I 2022 havde jeg selv den oplevelse at høre Hans P. og Rasmus Kjorstad på Musik over Præstø Fjord sammen med samiske Torgeir Vassvik, som trommede, hoppede, trampede, joikede, hvæsede, råbte og sang på en stærkt horisontudvidende vis, mens de lyse brødre lidt mere diskret akkompagnerede på deres feler i baggrunden. Det var skurrende, mærkeligt, provokerende, ind i mellem decideret underligt og ultragrimt, men samtidig absolut også en nyskabende øjen- og øreåbner, der drev lytteren til nye oplevelser og til musikkens yderste grænseegne.
På det nye album, ”Dålågjel”, der udkom 20. marts i digitalt format og kassette (!!), og selvfølgelig er Spotify-tilgængeligt, præsenterer Hans Kjorstad 15 skæringer, der er baseret på hans egne studier i gamle arkivoptagelser fra Gudbrandsdalen, Hallingdal, Valdres, Setesdal og Telemark. Medvirkende på pladen er, udover Hans, også Rasmus, Helga Myhr, Astrid Garmo og Kenneth Lien, der tilsammen behersker forskellige feler, men også langeleik (en norsk citar) og tanpura (et firstrenget indisk strengeinstrument).
Er dette så et album, man kan anbefale til hyggeaften med kæresten over god rødvin og andægtig lytten? Egentlig ikke, med mindre man kan lide at blive provokeret og få vinen galt i halsen. Indimellem lyder det, som om instrumenterne bevæger sig på randen af ustemthed, men bagefter kan man ret sikkert sige, at det er sjældent, man har hørt noget lignende.
Gennemgående håndklap og trampelyde sikrer en autentisk dansestemning, som stod man parat i storstuen på sætergården i Gudbrandsdalen, og det er trods alt let at høre den norske folketone. Nogle af numrene er morsomme som ”At elske vor Jesus er inderlig godt”, der findes i to versioner, som synges af musikernes lille kor og faktisk bringer tankerne hen på et muslimsk bønnekald. Ånden er i hvert fald den samme, uanset religionen.
De fleste andre numre har tydelige traditionelle dansetoner i sig. Det er numre som det indledende ”Litj-Brekkingen eller det lidt vemodige ”Fjellmannsjenta”. På andre numre, som ”Rødalsuksin” eller ”Faremoslåt”, er det ikke strygerne, men swarmandal eller jødeharpe, der er melodibærende.
”Dålågjel” er eksperimenterende, provokerende og fornyende, men næppe en oplagt fødselsdagsgave til folk-traditionalister.
