Inden den officielle åbning på festivalens 50 års jubilæum torsdag aften var fire dages fest allerede skudt i gang både på Torvescenen og Havnescenen tidligere på dagen.Ved alle tre åbninger var det gennemgående glædelige og hjertelige gensyn ”Its good to see you”. Som den engelske sanger, Allan Taylot, skrev for mange år siden.
Det hele begyndte på Torvescenen med traditionelle irske toner fra kvartetten Shamrock. Det var en fornøjelse igen at nyde et befriende genhør med den musik, der i mange år har været det musikalske grundlag og bestanddel ved mange festivaler. Shamrock leverede varen til glæde for publikum på Torvet, og især den klassiske Whiskey in the Jar, som publikum atter kunne synge med på efter et par års pause fra livemusikken.
Det samme gjaldt på havnen næsten to timer senere. Her var det McGuinness, der sørgede for, at de mange velkendte sange og melodier kunne få stemningen til at stige. Sekstetten havde flere knap så kendte melodier fra den grønne ø i deres sæt. Men publikum blev alligevel ikke snydt for flere af de kendte ”syng med sange”!
Tilbage på Torvet var De gyldne drenge i hopla og sørgede for, at festen fortsatte. De præsenterer sange og melodier fra De gyldne løver der stoppede i 2011 efter bl.a. at have modtaget den prestigefyldte Folkemusikpris fire år tidligere. Men bandets musik lever videre med deres friske og somme tider lidt vovede tekster, leveret i nye udgaver af de velspillende og muntre gyldne drenge. De fem musikere har dog også mange andre folkekære sange med på deres sætliste.
Laursen er garanti for gode meningsfyldte tekster og melodier. Med tekster som fortæller ærligt og præcist, hvad mange tænker, men måske ikke siger, ligesom mange af fortidens såkaldte protestsangere. Bl.a. nyfortolkningen af Per Dichs sang om kapitalismen. (link herunder), og i det hele taget er bandet en meget forfriskende aktør på folkrockscenen med dygtige spillemænd i bandet. Ingen politiske meninger eller sociale relationer kan føle sig sikre, når Andreas Laursens nuancerede og ind imellem skarpe tekster giver til eftertanke.
Tørfisk har et stort fast og loyalt publikum, og de blev ikke snydt for en koncert med fynd og klem på havnen. Det erfarne band havde allerede onsdag aften tyvstartet og varmet godt op ved medarbejderfesten, hvor de fik de frivillige op ad stolene flere gange, og dette gentog sig selvfølgelig ved torsdag aftens koncert med de fire populære vestjyder.
Baby Did a Bad Thing mistede for kort tid siden deres sangerinde Eline Engholm, da hun stoppede i bandet. Og det virker som om bandet ikke helt er kommet sig over dette. For selv om musikken er udmærket, så mangler der lige den gnist, som Eline tændte som frontfigur sammen med Jonas Fjelsted. Så selv om den musikalske kvalitet er i orden, så mangler der lige prikken over i’et!
Et forholdsvis ubeskrevet blad fra Tønder blev til gengæld læst og bemærket på Torvescenen ved koncerter torsdag og fredag. Kasper Buch er et navn, vi kommer til at høre mere til. Dun unge musiker med band fik publikum til at spidse øren. For melodier og tekster hang fint sammen, og man kan mærke, at han brænder for sin musik. Han er også kommet på festivalen i den modsatte ende af landet gennem mange år og har derfor baglandet i orden. Kasper Buchs vokal er behagelig at lytte til, og han behersker både rolige og up-temponumre, når han ind imellem giver den fuld gas. Så publikum forlod Torvescenen torsdag aften, hvor han afsluttede et flot program på fornemmeste vis.
Ved den officielle åbning i Kultur- og Fritidscentret talte festivalens formand Lis Jensen først og glædede sig over, at festivalen endelig kunne fejre sit 50-års jubilæum og takkede de ca. 650 frivillige, der gør det muligt at afholde en festival. Allan Taylor (øverste foto), der har skrevet tekst og musik til festivalens ”kendingsmelodi” Its good to see you, sagde, at det virkede, som om alle kendte musikere har været i Skagen på et tidspunkt, samtidig med at mange unge har fået chancen ved festivalen. Og så var der ellers fællessang med glædestårer i øjenkrogene, da festivalen atter kunne afvikles.