Harald, Hal, Trias, glade sømænd, Mikael K., Jensen & Bugge, Andreas & Rune, Morten, Mette & Børge og så Harald H. igen.

Jensen & Bugge

I Jazzhouse var der søndag eftermiddag lagt op til en hyggelig prisuddeling, og det blev den. Trods en smule snublen over de nomineredes navne, titler og meriter – og lidt problemer med at tale ned i mikrofonen, lykkedes det at komme gennem de 10 priser, mens den festlige stemning bredte sig. Men når man i opremsningen over Harald Haugaards forskellige spillesamarbejder ikke får nævnt hans mange år med Morten Alfred Høirup, så er det altså lidt sjusket.

Harald H. var første mand på scenen, idet han indledte med at spille nogle få numre, først solo og derefter med to guitarister og Peter Uhrbrand på violin. Flot start. Han blev også modtager af to DMA-priser i kategorierne Årets Instrumentalist og Årets Album, “Den Femte Søster”.

Morten Alfred Høirup

Hans gamle makker, Morten Alfred, fik senere fuldt fortjent en af de nye priser, nemlig Årets Ærespris for sit mangeårige virke ikke blot som musiker, men som en af flittigste og dygtigste fortalere for og formidlere af dansk folk. Han er på alle måder en ildsjæl i folkemusikkens tjeneste med artikler alle vide vegne, Den 2. radio og med arbejdet som projektleder for Danish Roots. I årevis har han sørget for, at bredden af og cremen af dansk roots & folk musik er blevet sendt ud i verden. Ved dette års WOMEX i Thessaloniki i oktober modtog flere end 500 agenter, promoters, arrangører og presse hver deres eksemplar af 2013-udgaven af Danish Roots – Growing in the World. Her præsenteres 20 danske bands på én cd, mens en anden cd indeholder en times radioshow på engelsk og med musik fra 18 bands, som er til fri afbenyttelse på en hvilken som helst radiostation i verden. For dette arbejde for roots & folk i Danmark modtog han fortjent Æresprisen.

De blev også sat pris på

Indimellem uddelingerne spillede Kasper Vig live med sit band, og det lover rigtig godt for det album, han udsender til januar. Senere spillede Laura Mo, og især fortolkningen af Woody Guthrie-klassikeren ”Way over Yonder in a Minor Key”, som hun har fordansket til ”Langt pokker i mol” skabte stemning. Den findes på det album, der udkom under Tønder Festival i år som en fejring af Guthries 100 år, ”Woody på dansk”, og desværre ikke med i kapløbet om en pris.

Årets Track stod Andreas Tophøj og Rune Barslund for med ”The Danish Immigrant”, mens Trias blev Årets Nye Talent. Hal Parfitt-Murray, med både hist og her, fik prisen som Årets Vokalist, et meget populært valg.

Mikael K.

Mikael K fra Klondyke løb med prisen som Årets Autor for sangene på Udkantsland – Sange fra skæve Danmark Vol.1., og man kan vel egentlig bare glæde sig til volume 2. Han var ligesom alle de andre prismodtagere både overrasket og glad, for alle ved jo, at de er oppe mod andre lige så værdige kandidater til priserne. Mikael K. er dog så meget sin egen på en anderledes og netop skæv måde, og det er glædeligt, at han blev både værdsat og ”prissat”.

To meget glade musikere, en af hvert køn, kunne næsten ikke tro deres egne ører, da de blev kaldt til scenen for at modtage en af de nye priser, nemlig Årets Traditionspris. Det var duoen Jensen & Bugge, hvis violin- og harmonikasamarbejde på tværs af både alder og Atlanterhavet er prisværdigt og givende i alle retninger. Dansk-amerikanske Dwight Lambs bedstefar Chris Jerup fra Vendsyssel emigrerede i 1893 og tog spillemandsmusikken med sig. Mange år senere lærte han sit 12-årige barnebarn Dwight at spille den danske musik, og for få år siden mødte Dwight i en høj alder Mete Kathrine Jensen & Kristian Bugge i USA. Siden har han været i Danmark flere gange og spillede senest med de to danske spillemænd på Tønder i august. Samarbejdet med Karl Skaarup, en anden god gammel musiker, skal heller ikke og glemmes. Vinderen af den nye Traditionspris blev udpeget af en jury ligesom i øvrigt Årets Ærespris.

Kun to k’er, begge Mette

To priser var fundet ved en publikumsafstemning på nettet. Det var prisen som Årets Livekunstner, som gik til De Glade Sømænd. Og de blev da også endnu gladere og mente selv, at de nok var lidt poppede. Årets Spillested

Hal Parfitt-Murray

gik til Ellegården i Sønderjylland, hvor Mette og Børge Solkær hver onsdag aften i en tre måneders sommerperiode åbner kostalden og byder på en meget varieret og flot række koncerter. Mette var den ene af kun to kvinder som prismodtagere, den anden forstås Mette Kathrine Jensen. Hmmm.

Harald Haugaard. Fotos: Per Dyrholm

Til gengæld fik vi så mere musik og gang i den med HP Lange og hans band og efter en pause og lidt frafald af publikum en fed koncert med Big Basco, mens Forbrydelsen fandt sin afslutning på landets TV-skærme.

Til lykke til alle vinderne, men også til alle de nominerede og i det hele taget til alle i det danske folk & rootsmiljø, som har så mange fantastiske aktører. Alene aftenens udvalg af musik viste endnu engang den store bredde og spændstighed, lige så vel som den musik, som alle de nominerede tilsammen, står for. Vi hørte ved starten en smule om den nyetablerede forening Folk Danmark, der i fremtiden ønsker at gøre sig gældende som folkemusikkens nye genreorganisation. Det vil tage et stykke tid, fordi Dansk Rock Samråd, ROSA, fra nytår overtager folkområdet fra WMD, men der sigtes naturligt nok på et givende samarbejde i de kommende år.