Hvis du troede, at de akustiske instrumenter: Guitar, fiddle, mandolin, bas og banjo er et typisk bluegrass line-up, så har du ret. Men hvis du tror, at dette i Punch Brothers’ hænder også er bluegrass, så tager du fejl. Trods rødder i den traditionelle amerikanske musik, så er disse unge musikere et helt andet sted, når de optræder som Punch Brothers.
Med Chris Thile som musikalsk midtpunkt, mandolinist og forsanger har de befundet sig i et musikterritorium, som undsiger sig genrebetegnelser. Sammen med Chris Eldridge/guitar, Poul Kowert/bas, Noam Pikelny/banjo og Gabe Witcher/violin tager de musikelementer fra alle genrer og sammensætter dem på den mest uforudsigelige måde.
Bedst som man tror at have fundet sig til rette i de komplicerede rytme- og harmonimønstre, så skifter de pludselig. Denne tumultagtige stil er en effektiv måde, enten at skærpe lytterinteressen, eller (hvis de ikke var så virtuose) helt at miste interessen.
Naturligvis kan de beskyldes for bare at ville vise, hvor meget teknik de behersker, og deres tidligere albums rummer da også ekstrem og excentrisk musik. Men med dette nye album er det, som om de efterhånden har fundet et fokuspunkt, der også tilgodeser flere lyttere/publikum. De impressionistiske tekster, som var kendetegnende i sangene, er nu begrænset. De kan nu holde sig til emner, og musikken er mere sammenhængende. ”Jumbo” f.eks. er en blid og ironisk kommentar til den nuværende præsident i USA, og der er blevet plads til ’rigtige’ sange.
Efter opløsningen af bandet Nickel Creek (med Sara Watkins) har Thile siden 2006 ikke kun dannet Punch Brothers, men også optrådt solo og er blevet vært på det traditionelle radioshow A Prairie Home Companion, men Punch Brothers satser nu på et større gennembrud. De er i gang med en større USA- og verdensturné, som heldigvis også bringer dem til Danmark i starten af november til en imødeset koncert i København.
