Denne duo består af Andrew Marlin (sang/ mandolin/ guitar/banjo) og Emily Frantz (sang/violin/guitar). Den blev dannet i 2009 i North Carolina, USA og er via talrige koncerter, turnéer og nu seks albumudgivelser blevet et etableret americana/folknavn.
Deres varemærke er Marlins sange og deres duetsang. De er begge gode instrumentalister, men det er især deres vokalharmonier, som måler sig med de bedste country- og bluegrassduetter. Selv om sangenes temaer kredser om smerte, tab og mistet kærlighed, så formår de kunsten at balancere mellem bekendelser og almene beretninger, således at man som lytter bliver inddraget, uden at det bliver for påtrængende personligt.
Derfor bliver titelnummeret en næsten hyggelig sang, selv om den handler om sorg. Golden Embers er en sang om, hvorledes nostalgi kan erstatte sorgen ved at miste en kær ”Loss has no end/ it binds to our connection” som det hedder. Nostalgien bliver igen behandlet i Like You Used To – en nærmest old-timesang med smuk slideguitar.
Trods duoens navn er mandolinen ikke fremtrædende i instrumenteringen, men i sangen Lonely kan man da nyde dens sprøde klang og de karakteristiske ’chops’. Efter flere fine sange lukkes albummet af med Time We Made Time, hvor linjerne “It’s time we made time just for talking” og “It’s time we made time to heal” trods alt levner plads til optimisme.
Dette er et album fyldt med velskrevne sange udført i et roligt tempo og lavt lydniveau, men det virker følelsesmæssig kraftfuldt og rummer mange smukke akustiske klange. Mandolin Orange optræder både som duo og med band. På Tønder Festival får vi at se, hvilken konstellation vi præsenteres for, og om deres sange vil vinde genklang live i marsken.