I stedet for endnu et julealbum med de kendte sange og ’carols’ præsenteres her en række sange med et fælles tema: Vinter. Den norske musiker Jonas Fjeld (ja, det hedder han altså) og hans backingband Chatham County Line yder en fortrinlig indsats, og resultatet er et vellykket album holdt mest i akustisk, næsten bluegrass-stil.
Omdrejningspunktet er imidlertid Judy Collins. Jeg er holdt op med at tælle, men dette skulle være hendes album nr. 56. Hun startede som klassisk pianist, men det blev i stedet den akustiske guitar og folkesang og ikke Mozart, der blev drivkraften i hendes lange karriere. Hun er mest kendt for at fortolke traditionelle og nyere sange. Who Knows Where The Time Goes, Send In The Clowns og Both Sides Now var ellers indspillet i definitive versioner af henholdsvis. Sandy Danny, Frank Sinatra og Joni Mitchell, men det afholdt ikke Judy Collins fra også at gøre det. Og takket være hendes øre for gode sange samt hendes unikke evne til at fortolke dem fik de endnu større gennemslagskraft end originalerne.
Sangerinden fra Seattle fik succes allerede med sit første soloalbum A Maid of Constant Sorrow i 1961, og denne succes smittede af på de mange (dengang) nye sangskrivere, som hun efterhånden benyttede: Bob Dylan, Phil Ochs, Tom Paxton, Leonard Cohen m.fl. Collins blev også tidligt politisk engageret, og er stadig aktiv i en række organisationer. Via musikken har hun desuden været involveret i flere filmprojekter. Også priser og anerkendelser, som Judy Collins har modtaget, er jeg holdt op med at tælle, men der er mange, herunder hyldestalbums og sange skrevet til hende (Judy Blue Eyes bl.a.).
Som om dette ikke var nok, så har hun nærmest sensationelt bevaret sin vokale kraft. Hun rammer tonerne rent og næsten uden vibrato. På hendes egen sang Mountain Girl f.eks. kommer hun rundt i hele det velkendte stemmeregister og klangmønster og lyder absolut ikke som en 80-årig! Og resten af Winter Stories er spækket med flotte vokaler og harmonier. Der er enkelte sange, som Collins tidligere har indspillet i andre versioner, og Joni Mitchell-klassikeren The River, Stan Rogers-sangen North-West Passage og en smuk Hugh Moffatt-sang Frozen North samt The Blizzard – som nævnt alle med et særligt vinter-islæt.
Én ting er at lyde ungdommelig i indspilningsstudiet, men Collins er lige så ’sprød’, når hun står på scenerne i koncertsalene. Hun giver stadig koncerter, og her er ikke tegn på farewell-tours fra hende. Til januar og februar tager hun på en robust turné i Storbritannien og Norge, og som hun synger i The Highwayman fra albummet: ”I am still around, and I’ll always be around..”
