Nye Bob Dylan-sange plejer jeg at fordøje grundigt, lade dem leve en tid, før jeg afgør, hvor betydningsfulde de er. Det gælder også denne samling nye sange, som jeg derfor i første omgang nøjes med at præsentere sammen med et bidrag til beskrivelsen af fænomenet Bob Dylan.
De af os, der er gamle nok til at have oplevet hans musikudgivelser helt tilbage fra starten af hans karriere ved, hvor meget et nyt Dylan-album kan betyde. Når man nærmest er vokset op med hans sange, ved vi, hvor uforudsigelige og forskellige de kan være. Enten uvedkommende eller så betydningsfulde, at de kan ændre hele vores musikopfattelse.
Når vi har set ham udråbt til talsmand for hele bevægelser og generationer, set ham ophøjet til helteskikkelse, citeret i alle mulige sammenhænge, hånet for at bryde med traditioner eller genopfinde sig selv, så bliver dimensionerne næsten nytestamentlige og er medvirkende til at forstærke mytedannelserne omkring Bob Dylan.
Man skal være forsigtig med at ophøje personer til overmennesker, og Dylan har da også haft svært ved at slippe for offentlighedens interesse. En kunstner, hvis ord nærmest har lige så stor værdi som verdensledere, kan ikke være i fred. I sine unge dage forsøgte han at skjule sig bag roller og ironi, og for det meste har han valgt at være lige så notorisk fåmælt, som når han optræder. Dette er bemærkelsesværdigt i en verden, hvor der kæmpes for opmærksomhed. Men det er, som om medier og fans efterhånden har accepteret at give ham arbejdsro og lade ham udtrykke sig gennem sin kunst, som jo omfatter meget andet end musikken.
Trods sin tilbagetrukkethed er det imidlertid, som om der altid i musikkens verden er en bagvedliggende referenceramme til Dylan. Ofte bliver Dylan brugt som katalysator og måleenhed. Hans indflydelse som sangskriver vil aldrig kunne overvurderes. Han har sat standarder i hele musikverdenen og gjorde det både legalt at skrive indholdsrige tekster og spille folkemusik på elektrisk guitar. Der er for øvrigt en spillefilm med arbejdstitlen Going Electric på vej om dette.
Ikke kun i medier verden over, men helt nede på gadeplan blev han nærværende. Enhver ’busker’ er nødt til at have Dylan-sange på repertoiret. Og ingen sangskriver kan undgå at kende Dylan, og rækkerne af alt fra imitatorer til nye Bob Dylan’er er uendelig. Ligesom antallet af coverversioner af hans store bagkatalog.
Allerede i sine unge Greenwich Village-dage formåede han at skille sig ud fra de mange nye folkesangere/sangskrivere, bl.a. fordi han rummede et ekstraordinært talent. Selv om vi folk-entusiaster prøver at gøre et vist krav på Bob Dylan, så er han for længst blevet hvermandseje og et verdensnavn på tværs af musikgenrer og kulturer. Når musikpressen skal udråbe de største musiktalenter, så kan man være sikker på, at Dylan befinder sig øverst på lister med ’Verdens bedste sang’ eller andet ’verdens bedste’. Måske lige med undtagelse af verden bedste sanger.
Selv om han har skrevet meget andet, så befinder fortællingen om ham sig i hans sange. Disse har dog kun været pejlinger af Dylans personlige udvikling, hvad enten det er politiske eller åndelige holdninger, og han har forsøgt at undsige sig det selvbiografiske i sangene. Hans tekster er ofte beretninger om andre, som han har lyst til at fortælle, og hans melodier er ofte inspireret af den store amerikanske roots-sangbog, og på den måde har han kunne bevare sin integritet.
På Rough and Rowdy Ways er 79-årige Dylan blevet mere vedkommende, end vi er vant til. Han har valgt at præsentere nogle af de nye sange i blues- og rockabillyindpakning, og de er alle af høj klasse. Men på balladerne og hymnerne især mærkes en ny ærlighed, og man føler sig velkommen i den afslappede atmosfære. Den person, som dukkede frem bag alle de roller, han har spillet, er måske den virkelige, personlige Bob Dylan – måske.
På nøglesangen False Prophet formår han at kommentere én af sine mange roller. Dylans vokal har altid haft sine begrænsninger, men han har nu fundet en ny stemme i det lave toneleje, som giver en ny vinkel til – og forstærker – denne nye fortrolighed.
Han har aldrig leflet for popularitet eller søgt de lette, smarte l britiskøsninger, han laver ikke velproducerede shows og albums, men bruger stadig sit ’her-og-nu’ musikprincip. Måske derfor er dette album et højdepunkt i hans karriere. Han har trykket på pauseknappen for sin Never Ending Tour, og disse sange har været otte år undervejs. Men jeg forestiller mig stadig Dylan-sange uden ophør, og jeg vil fortsætte med at nyde disse nye perler. Mesteren er tilbage, og tiden vil vise, om han har givet os (endnu) et mesterværk. Rough And Rowdy Ways er netop gået ind på førstepladsen på den engelske hitliste. Det er aldrig tidligere sket for en 79-årig kunstner.
