Alison Krauss har i over 30 år været en prominent musiker på americana-scenen. Med sit orkester Union Station blev hun først et bedst-sælgende bluegrassnavn, og med de vellykkede duetter på to album med Robert Plant samt med nogle soloprojekter, blev hun siden et etableret verdensnavn.
Efter en lang pause har hun nu samlet sin bluegrassfamilie Union Station med broderen Victor Krauss og er tilbage. Deres tidligere højrehånd, Dan Tyminski. har travlt med sin solokarriere, så Russell Moore fra IIIrd Tyme Out er indkaldt som assisterende forsanger.
Krauss’ varemærke er de tårelatente ballader, og de er også rigt repræsenteret her. Hun er dykket ncd i USA’s historie og har fundet en samling sange med tilpas dystre emner. Til banjoklangene synger hun dødsordene fra en soldat i borgerkrigen i ”Richmond on the James” og en dødsbrand i 1874, som kostede 23 kvinder og børn liv i sangen ”Granite Mills”, er med til at sætte den rette sørgelige mol-stemning og slå de mørke grundtoner an på albummet.
Folkemusikken er fyldt med dramatiske fortællinger og sangtemaer, så vi burde være rustet til ulykker og tragedier. På ”Looks Like the End of the Road” bliver vi vidner til selve ondskaben, og på “The Hangman” er vi kommet helt tæt på henretterens offentlige gerning på et lille bytorv. Selv i kærlighedsballaden ”The Wrong Way” lurer ensomheden og døden. Dette er virkelig gotisk folkemusik, der i emnevalg kunne være dødsmetalmusikken værdig.
Alison Krauss’ tynde, laserskarpe og æteriske vokal er gennem årene kommet bedst til sin ret i selskab med andre stemmer. Især Led Zeppelin-forsangeren Robert Plants, men også her, hvor Moores mere fyldige leadvokaler pynter gevaldigt på helheden. Backingmusikken er ren akustisk og meget diskret, bortset fra Jerry Douglas’ dobro, der kan få sit instrument til at lyde som tårer, der strømmer.
Først i “One Ray of Shine” dukker solstråler ind i det mørke univers, og i “North Side Gal” kommer endelig lidt lystige toner i form af en dansabel bluegrasssang. Afslutningssangen ”There’s A Light Up Ahead” rummer endda et håb om en slags ny begyndelse.
Som et tydeligt alternativ til overfladisk og lystig pop, så er Arcadia fyldt med følelser og giver god plads til fordybelse. Albummet stråler af skønhed, og alle sangene er små mesterværker i en nærmest alt for pæn produktion. At det samtidig også er populær musik, tyder salgstallene på både albummet og billetterne til den kommende turné på. De 14 år, der skulle gå, indtil vi fik nyt fra Alison Krauss & The Union Station, har været ventetiden værd.
