Det skotske band The Simple Touch har ikke været specielt heldig med deres optræden på de danske musikscener. Så derfor må tredje gang blive lykkens gang for det unge band, når de næste gang kommer til Danmark.

Bandet fik deres Danmarks-debut ved Tange Sø Folk Festival sidste år, og dengang druknede deres optræden på den store scene i regn, så de fleste tilskuere fortrak til festivalteltet.

 

Så gjaldt det deres anden danske optræden ved ”Hede Rytmer” i Silkeborg. Her var vejret lige modsat. Mindst 25 grader fra en skyfri himmel.

Men bandet var første punkt på programmet lige over middag, og det var en meget utaknemmelig opgave, da det lokale publikum stadig hvilede ud efter fredag aftens koncerter, og åbenbart ikke vidste, hvad de gik glip af, da det ikke ”bare” var et ordinært opvarmningsband, der åbnede festivalen lørdag.

 

Så det blev en optræden for 40 til 50 mennesker, heri indregnet kontrollører og folk i salgsboderne, men de tilstedeværende fik til gengæld et professionel, dygtigt og velspillende band, der ikke lod sig gå på af det manglende fremmøde.

 

Bandet har netop udgivet deres andet album ”Just out of Reach”, og 9 af cd’ens 11 numre blev præsenteret fra scenen i Silkeborg.

De nye numre har fået en drejning mod country/rock genren, men det er heldigvis stadig de flotte harmonier mellem Rob Hiley og James Ross, der ligesom på den første cd er mest iørefaldende, især James Ross flotte klare stemme scorer mange point på det nye album, sammen med de flotte guitar-riffs, som bandet behersker fuldt ud, og som bliver godt støttet af keyboards og slagtøj.

Fra den nye cd er Sail with me, Places in Between og Dancing in the Wild de mest iørefaldende numre ved den første præsentation fra scenen. Men også numre som What were you thinking of og All im left with is me, går rent ind. Sammen med de fire numre fra første cd udgør deres sæt et afvekslende mix, da bandet ikke helt svigter deres rødder med et par typiske keltiske folkrock numre.

 

Så når The Simple Touch afslutter programmet ved dette års Tange Sø Festival, så er det tredje og lykkens gang for bandet på en dansk scene, og så må det blive en velfortjent succes for det unge sympatiske band, der ihærdigt og med stor spillelyst og energi giver fuld valuta for pengene.