Man skulle tro, at de havde gået i samme skole. Det der dusin af singer/songwriters fra 1960’ernes USA, der bl.a. tæller: Bob Dylan, Kris Kristofferson, Neil Young, Willie Nelson, Stephen Stills og J.J. Cale. De har nemlig en fremtoning, der virker ens: De er gamle, gnavne mænd, der bliver omtalt som legender. De har optrådt så længe, at de burde have en vis rutine med at performe, men nej – de ser ud som om de næsten ikke gider mere.
I laset hverdagstøj, og næsten uden at ænse publikum, orker de nærmest heller ikke præsentere numrene eller deres musikere. De virker usexede og uengagerede. De synger og spiller middelmådigt på en god aften, og interviews til pressen? Glem det! Og efter sin optræden forleden kan vi nu roligt placere Tony Joe White i samme klasse.
Han sjoskede ind på scenen, satte sig på sin stol og klimprede lidt på sin elektriske guitar. Han holdt sig til samme toneart og sang sig igennem sine ret ustrukturerede sange. Han blev akkompagneret af en trommeslager ”Fleetwood” (nej ikke Mick), og det var det.
Overalt findes sangere og musikere, der teknisk og underholdningsmæssigt er meget, meget bedre. Hvad er det så, der årsag til at sådanne gamle mænd kan skabe interesse og fylde koncertsale og festivaler med begejstrede i næsten alle aldre? Mit bud er SANGENE og TROVÆRDIGHEDEN. D’herrer har alle et bagkatalog af respektfremkaldende sange, som de selv – eller andre musikere – har sunget til succes, og som de fleste af os kender eller kan forholde os til. Og når netop de synger dem, så er det til at tro på.
Tony Joe White har skrevet ”Pork Salad Annie”, som blev en Elvis Presley-standard samt ”Steamy Windows”, som Tina Turner fik et hit med. Han har siden 60’erne lavet en lang række soloalbums med fortrinlige sange. Teksterne er ofte en lille historie, og musikken bygget op på nogle simple bluesrundgange. Men i hans udførelse er de autentiske. Med det ene ben solidt plantet i Memphis blues og det andet dybt nede i Louisiana’s sump har han opnået en sound, som er forsøgt efterlignet af mange. Ja, han er nærmest manden bag en genre: Swamp-rock.
Jeg mener ikke, at han har besøgt Danmark siden 1972, hvor han havde samme tørre sound. Der er sket meget siden da, men hatten af for Tony Joe White’s klasse og for gamle mænd, der er ligeglade.
Tony Joe White, Amager Bio, 24. februar
www.tonyjoewhite.com
www.myspace.com/tonyjoewhite
Claus Hellgren Larsen
