Søndag eftermiddag i Telt 2 var dedikeret den nye generation af keltiske og danske folkemusikere.

“The New Generation” var overskriften på søndagens eftermiddagskoncert i Telt 2. Således blev der også lagt et ret stort forventningspres på det irske band Caladh Nua.

De fem unge irere skulle bevise, at de i samme grad som fx Grada, var i stand til at repræsentere den nye generation af irske bands.

Det lykkedes i nogen grad. Der blev spillet kig-i-gulvet-irsk, der for det meste swingede rigtigt godt, men sommetider mistede lidt i tightness og intensitet.

Caladh Nua blomstrede for alvor, når de tog fat på sæt med barndances. Her trådte banjospiller Eoin o Meachair for alvor i karakter, og hans spil bevægede sig i grænselandet mellem ægte irsk og amerikansk oldtime, og pegede på et tydeligt slægtskab mellem de traditionelle barndances og oldtime-musikken.

Caladh Nua sluttede af med et sæt reels, hvor energiniveauet og intensiteten var mærkbar højere end i resten af koncerten. Hvor kunne det have været fedt, hvis det var den energi, der blev fyret af fra start, og blev holdt gennem hele koncerten.

Resten af eftermiddagen var dedikeret til projektet Strings Attached, hvor unge folkemusikere fra Danmark, Irland og Skotland var blevet samlet i forbindelse med en workshop. Her skulle de unge lære af hinanden og hinandens traditioner. I det hele taget et utroligt sympatisk projekt, som burde give de unge mulighed for at se deres egen tradition i et nyt lys.

Resultatet var på mange måder storslået. Det er i princippet nemt nok at fyre Trædeballehus Polka af på uillean pipes. Det er i sig selv sjovt at høre danske melodier på “udanske” instrumenter.

Men det er når man pludselig er i tvivl om musikkens oprindelse, det spændende opstår. På den måde havde de unge musikere også fundet frem til melodier, der findes i forskellige versioner i de forskellige lande, og her fik man et klart indtryk af det tonesprog, der knytter nordboerne og kelterne sammen musikalsk, ligesom forskellene i udførelsen var interessant.

Højdepunktet – måske endda hele festivalen højdepunkt – var Fin Alfreds “Tatersang”, der havde fået oversat et par vers til engelsk. Frey Thyrré Klarskov sang de danske vers, mens Shelley Clark sang de engelske vers. Man blev i tvivl om hvorvidt det var en dansk eller irsk sang, og på den måde opstod en vaskeægte fusion. Traditioner smeltede sammen og skabte nye udtryk. Så lever musikken!

Niveauet var tårnhøjt, og det var en fantastisk fornøjelse at opleve den energi, der blev lagt i musikken.

Strings Attached var en succes, og projekter som disse kommer der forhåbenligt mange flere af i fremtiden.

Caladh Nua og Stings Attached, Telt 2 søndag eftermiddag, Tønder Festival 2010.

Søren Jensen Lund