The Folky Day Party blev for første gang afviklet under Spot Festivalen på Godsbanens Åbne Scene. Det blev en fantastisk, mangfoldig og varieret musikbegivenhed, hvor folkemusikkens mange facetter blev vist frem.

MC Hansen

The Mukherjee Development (øverste foto) præsenterede deres medrivende musik som et musikalsk kollektiv med høj klasse, hvor både live-optrædener og albums kan nyde godt af deres høje kvalitet. Deres musik beskrives som solrig og håndspillet, hvilket bandet også levede helt op til med stor energi.

M.C. Hansen var en af ”bagmændene” for workshoppen og var toastmaster for dagens program. Han kunne så præsentere sig selv og sin faste medmusiker Jacob Chano, og de gav både kendte og nye numre med fortællingsmusik i et meget rigt billedsprog, så man kunne se historierne for sit indre øje, og som både var underholdende og gav tanker til refleksion.

Twang

Twangs koncert blev en fornøjelig blanding af humor, varme og ægte nærvær, hvor musikerne med deres fælles mikrofon gav en intim og engagerende oplevelse. Det er karakteristisk for Twang, at deres koncerter både kan fremkalde tårer og latter og understreger deres evne til at skabe tæt forbindelse til publikum.

Martin Rauff og Louise Støjberg

Ægteparret Louise Støjberg og Martin Rauff’s debutplade ”Appetite for Distraction” var en spændende fusion af traditioner, fortælling, americana og country tilsat skandinaviske elementer. Nu er duoen klar med et nyt album til efteråret, og det akustiske udtryk med fokus på stemmerne, enten med soloer eller dejlige harmonier, skaber en personlig og ægte musikalsk oplevelse, som de gav flere prøver på.

Alt i alt blev det en eftermiddag med gode fortællinger og folkemusik i forskellige afskygninger, og alle i høj klasse. Så man må håbe, at det bliver en begivenhed, der vil blive fortsat, når der igen til næste år spilles op til Spot Festival.