Povl Dissing kan på ingen måde kaldes en årsunge, og han har da også gennem sine imponerende godt 50 års musikalske aktiviteter fået skabt sig et bagkatalog af sange, som langt de fleste må misunde ham. Han har gennem årene optrådt med en bred og farverig palet af musikalske konstellationer, og han kan fortsat trække flere skuffer ud på kommoden, når arrangørerne kalder på ham.

En af skufferne rummer hans store seksmandsorkester, som er en udvidelse af kvartetten med knægtene og Las Nissen. En helt naturlig udvidelse, når lyden skal være stor, og han samtidig vil have muligheden for at krydse rundt i hele kataloget. Udover trygheden ved det kendte og høj musikalsk kvalitet har han tillige med et forholdsvist lavt aldersgennemsnit sikret sig, at der ikke gror mos på den aldrende kunstner. Han bliver holdt til.

strib 2017Den aften i Strib valgte han at indlede med en sang af C. V. Jørgensen, ”vores nyeste yndlingssanger”, som han udtrykte de. Men aftenens fokus var ellers – ikke så unaturligt – Benny Andersen. Der er jo ligesom nok at tage af. Derefter blev der rundet fyldigt af med udpluk fra en ældre fortid. ”Nu skal vi længere tilbage endnu”. Det udmøntede sig i fine sager som ”Nøgne øjne”, ”Tingeltangelmanden” og ”Snehvidekys”.

Kendetegnende for sættet var, at der ikke var tale om tidstro gengivelser af de gamle sange, men interessante nyfortolkninger. Hvis sange skal beholde deres liv, skal de have lov at udvikle sig sammen med sangeren, og Dissing er aldrig blevet stående på stedet. Han har haft modet til at udfordre sine lytteres opfattelser ved at lade sine kendte og afholdte sange modnes med alderen. Det kan man kun respektere.

Kvartetten Dissing, Dissing, Las & Dissing skabte en personlig og helt unik lyd, som dukkede op i enkelte sekvenser, men ellers sløredes noget med tilføjelsen af orgel og rytmegruppe. Man kunne sige, at lydbilledet kom lidt tættere på hovedstrømmen. Til gengæld fik vi så de udvidede muligheder for fine og facetterede arrangementer – og kvaliteten kunne selv ikke en forbeholden næsebebrillet anmelder indvende noget imod. Det var en nydelse at lægge ører til de indfølt tilbageholdte, men på ingen måde vigende arrangementer til specielt Benny Andersens sange. Der blev til gengæld givet los, da de kom ”længere tilbage endnu”.

Dissings introduktioner kunne sagtens bære en hel anmeldelse for sig. Underfundig og momentant lettere surrealistisk humor er umiddelbart de ord, som kommer nærmest, men ordene slipper op i denne unikke sammenhæng. Her rækker alene selve oplevelsen af at være til stede, og kun ignorante skarn er ikke til stede under en optræden med Dissing. Hårde ord, men ikke for hårde.

Enhver gavmild kunstner vil også plukke af de lavthængende, men elskede frugter? Også Dissing. Det højlydt efterspurgte ekstranummer: ”De har bygget en galge på bakkens top”….

Glæden ved at være dansker er blegnet betydeligt de seneste år, men så har vi lykkeligvis Povl Dissing. Så er livet ikke det værste, vi har.