Uden for normalitetens snorlige jordbærrækker.
Foto: Jens Th
”Skal vi lægge et niveau”, indledte Allan Olsen sin koncert med – og præsenterede en sang med et indlagt citat fra den gamle Archies-popklassiker ”Sugar Sugar”, godt støttet af et publikum, der havde alderen til at synge med på den. Så kendte vi manden igen.
Vi blev diverteret med en god times rejse gennem såvel nye sange som velkendte bidrag fra bagkataloget. Intet publikum kan jo nøjes med nye sange. Genkendelsens frydefulde kildren skal være der, og Olsen var selvfølgelig ikke sen til at score de points, der lå parate. Det kan han nu også roligt gøre uden etiske anfægtelser. Hans efterhånden mangeårige produktion rummer tilstrækkeligt mange gode sange med noget, der minder om klassikerstatus. Pludselig fik han tillige lyst til at yde Johnny Madsen et par KODA-kroner og fremførte dennes urgamle erindringsbillede ”Akvariefisk”. Strofen med at ”æde æ gartners hest” gjorde jo, som Olsen indskød, sangen ganske aktuel…
Når Olsen står deroppe, får vi altid en række kvikke og syrlige kommentarer til nogle af tidens overskrifter, og det er ikke over de historier, der står i Information eller Politiken, der causeres – som vi blev belært om. Som et typisk eksempel skal nævnes den om den afrikanske mand, der af ældsterådet blev tvunget til at gifte sig med sin ged, fordi han havde været uterlig overfor den. Umiddelbart bizart, men som Olsen spurgte: ”Hvad er mest bizart, manden der knepper sin ged, eller de aarhusianske byrådspolitikere, der beslutter, at kommunens medarbejderne ikke må ryge på vej hjem fra arbejde?”
Det var nu ikke alene de skæve, han slap ud. Vi blev også som altid ramt af intens og nærværende lyrik, følsomt fremført, når flaben forsvandt momentant. Manden viste på sin nærmest hudløse måde sin stærke sociale solidaritet, hvis I forstår, hvad der menes. Begrebet er jo ikke så moderne for tiden.
Genkendelsens fryd skulle naturligvis kildre til slut. Klassikeren ”Op til Alaska” – lettere opdateret. Godt midtvejs stillede Olsen sig op på monitorhøjttaleren og færdiggjorde sangen akustisk, stående med let spredte ben som en silhouet uden for rampelysets stråler. Publikums kommunale stemmer bidrog stemningsfuldt. Det burde ikke kunne undre, at han selv brød stemningen ved at slutte af med at spille en rag på guitaren. Så var den hjemme!
Foto: Jens Th
Allan Olsen er en sær sanger fra randområderne, men hvor er det livgivende sådan at blive trukket uden for normalitetens snorlige jordbærrækker.
Det blev til en kort snak med Olsen før hans optræden, og skribenten troede, at han havde en god ny historie at berette i denne anmeldelse. Men Olsen fortalte det hele til publikum, så… Det drejer sig om hans kommende nye cd, som kun kommer til salg i Vendsyssel, egnen han som frederikshavner er rundet af. Man kommer til at bevæge sig nordpå til reservatets butikker, hvis man vil erhverve sig nyskabelserne. Hvorfor? ville skribenten vide.
– Det er en aftale mellem vendelboerne og jeg. Hvorfor skal alt være til alle? En del af sangene er også på vendelbomål, så de andre forstår dem alligevel ikke.
DR ville godt lave et indslag om pladen – indtil de hørte, at den kun var lokal.
– Vi skal sgu da også høre om skybrud og metrobyggeri i København, sagde Olsen. Hvad fanden rager det os?
Jah…
