Den danske strygetrio Vesselil åbnede lørdag eftermiddags koncert i Strib. De tre kvinder, Elisabeth Dichmann (violin, vokal), Clara Tesch (violin, bratsch, vokal) og Maj Aarøe Freese (cello), kommer deres tilhørere i møde med deres umiddelbare charme. Men først og fremmest udmærker de sig med sublime musikalske kompetencer. De spiller med et musikalsk overskud, der giver plads til en ekspressiv og energisk dynamik i deres tætte og præcise sammenspil.

Repertoiret består af selvkomponerede stykker med bidrag fra alle, krydret med sange af forskelligt tilsnit. Selv om trioens navn er taget fra folkevisen om Stolt Vesselil, præger litterære tekster af så forskellige forfattere som Albert Camus og Emil Aarestrup, sat i selvkomponeret musik, mindst lige så meget den vokale del af repertoiret.

De instrumentale stykker, som er den mest fyldige del, spænder vidt fra kompositioner med direkte udgangspunkt i de folkemusikalske rødder til noget mere ubundne tonerækker. Der lægges frit fra land og navigeres i fint, uforudsigeligt farvand. Trods spændvidden skabes en interessant og personlig enhed i repertoiret. Et par traditionelle, svenske stykker, den store kærlighed blandt den yngre generation af folkemusikere, faldt faktisk lidt uden for sammenhængen.

Vesselil placerer sig genremæssigt et sted mellem folkemusikken og kammermusikken. Førstnævnte med energien og sidstnævnte med den lettere forfinede tilgang. I den afrundende polka fik energien frit løb, uden at tætheden tog skade. Det indikerer umiddelbart, at deres bekendelse skal trække i den retning. Deres store musikalske overskud tillader dem en mere frigjort og energisk attitude, uden at kvaliteten svækkes. Slå håret helt ud og tænd lunten.

Deres sangstemmer er ikke deres største styrke, men måske netop derfor fremstår sangene lidt mere umiddelbare og autentiske. Hvis den sidste rest af forfinethed blev slebet af det samlede koncept, kunne Vesselil endnu mere fremstå som et stærkt og personligt bud på nutidig, original og koncertorienteret folkemusik.

www.vesselil.dk

https://www.youtube.com/results?search_query=vesselil