Kvintetten FolkZone stod på sidste års Strib Festival for den traditionelle tematiske koncert lørdag eftermiddag, og det faldt så godt i arrangørernes smag, at de stod der igen i år. Som følge af sangeren Helge Arildsøs sørgelige og pludselige dødsfald sidste år var der nu blot en kvartet tilbage: Sangerne Anders Mikkelsen og Svend Erik Larsen, guitartroldmanden Perry Stenbäck og harmonikaspilleren Leif Ernstsen. De havde til gengæld valgt at lade et hold venner samt hustruerne til tre af de herrer bidrage med musikalske indslag.
Anders Mikkelsen indledte eftermiddagen og bekendtgjorde, at ikke blot Arildsø, men også den norske sanger og musiker Hans Graasvold, der døde i 2012, skulle mindes og æres ved denne lejlighed. Sidstnævnte var i en årrække Mikkelsens musikalske makker. Han indledte beskedent med at titulere sig som hverken sanger eller musiker, men som historiefortæller. En markering med perspektiv. En usminket beskrivelse må være, at hverken Mikkelsen eller Larsen primært kan profilere sig som store sangere, men derimod som fine formidlere af musikalske fortællinger, og det er jo netop lige præcis det, der kendetegner en folkesanger. Engang leverede Johnny Madsen de definerende ord til denne anmelder i et interview: ”En sang, der ikke har en historie, er ikke en folkesang.”
Svend Erik Larsen
Med begreberne således sat på plads tog FolkZone fat på eftermiddagens fortællinger, og det gjorde de nærværende og sympatisk – og beviste med forsamlingens respons at den klassiske folkesanger ikke er gået af mode. Den vældige hal var ud fra en ideel betragtning ikke den rette ramme om en koncert af denne karakter, men de lune herrer formåede alligevel at skabe den intimitet, som konceptet kræver.
Fruerne bidrog kompetent med henholdsvis korsang og trommespil, og vennerne trådte til ind imellem med selvstændige indslag. Henry Duelund akkompagnerede med sin mundharmonika og Anders Roland med sit velkvalificerede guitarspil. Sangeren og sangskriveren Ole Rolf Lassen præsenterede os for et par særdeles fine sange. Hvorfor er han ikke et mere kendt navn? Alan Klitgaard var inde og give et par eksempler fra sit beundringsværdige cd-projekt med egne melodier til Halfdan Rasmussens digtsamling ”Regnens harpe” fra hans og tegneren Ib Spang Olsens rejse til det vestlige Irland. Bare et enkelt citat: ”Sneglen går ind i sin kirke og favner sig selv.” Fin poesi.
Leif Erntsen
De fleste af sangene fra FolkZone var selvskrevne, for som Anders Mikkelsen sagde: ”For at vi kan få gode gamle sange, må der skrives nogle nye sange, som kan blive gode gamle sange.” Det er der jo en vis logik i. Perry Stenbäck bidrog også med vokale indslag, og hans markante og soulprægede stemme gør ham faktisk til mere sanger end folkesanger – i modsætning til sine to makkere. Det skyldes måske det forhold, at han valgte engelsksprogede sange og dermed lagde lidt mere afstand til dem. Det var på sin vis et brud på linjen med gode historier på det sprog, vi naturligt er mest fortrolige med.
Da der skulle afsluttes, brød de alle linjen ved at vælge den gamle klassiker The Leaving of Liverpool. Det var populært, og publikum sang med. Det er jo ikke mindst de irske og skotske sangere, der har ført mange af os ind i folkesangene og efterhånden tilbage til at synge på vores eget modersmål. Ekstranummeret fulgte bruddet op med Tom Paxton´s udødelige The Last Thing On My Mind. En fin sang, hvori omkvædet også bredte sig ud i hallen, men anmelderen måtte spørge sig selv, om vi da ikke selv kan præstere gode sange, som er blevet fælles arvegods. Det kan vi vel.
Uanset de afrundende forbehold var vi en del af en eftermiddag, som på smukkeste vis bekræftede folkesangens iboende evne til at samle og skabe fællesskab. Det er ikke uvæsentligt i en tid med de modsatte tendenser. ”Har I hygget jer?”, spurgte Larsen til slut. ”Jaaaa!” ”Det var også meningen.”
FolkZone med venner Fotos: Per Dyrholm
