Tom Donovan med JP & the Seeger Session Band

Tom Donovan med JP & the Seeger Session Band

Det irsk-gæliske ord ceilidh betegner et fænomen, hvor en række musikere mødes udenfor deres faste konstellationer og spiller sammen. I bredere kredse kaldes fænomenet som bekendt for jam session. Skagen Festival har i en lang række år haft en ”ceilidh” på programmet lørdag eftermiddag, og der annonceres da også med ”en stor jam”, men det var i sit væsen noget helt andet, vi kom til at opleve.

Bortset fra indledende og afsluttende indslag med alle de mange musikere på scenen fik en lang række af festivalens navne mulighed for at præsentere sig selv med et enkelt eller to numre. Der kan absolut fremføres mange gode argumenter for således at give de fremmødte en ”levende festivalplakat”, men arrangørerne har jo ifølge den nævnte annoncering villet noget andet.

Eftermiddagens program

Eftermiddagens program

Adspurgt kunne en af de ansvarlige for eftermiddagen fortælle den udsendte, at specielt den yngre generation af musikere er vældigt forsigtige og lidt frygtsomme overfor at gå på scenen med noget, der ikke er indøvet i forvejen. Perfektion fremfor passion kunne man sige. Nok var der også repræsentanter for ældre generationer, men man havde altså valgt at holde kursen konsekvent og lade det blive, hvad det blev.

Det var lidt ærgerligt, for det er umiddelbart vurderet netop det, der opstår, når gode musikere er på slap line, der bliver interessant og spændende for tilhørerne. Angiveligt har den ”levende festivalplakat” været den form, der har skabt tradition i Skagen, men arrangørerne kunne måske med fordel tænke konceptet igennem. Så kunne man komme frem til enten, at den nuværende form fastholdes, og der annonceres med det, eller at man ændrer form til den egentlige ceilidh, der annonceres med, og dermed stille det som krav til musikerne.

Så må man undvære de frygtsomme perfektionister. Det ville give en mere sammenhængende koncert fremfor den meget lange række af meget korte indslag – men hvad bilder en næsebebrillet skriverkarl sig ind at gøre sig klog på foretagendet, når nu tilhørerne var vældigt glade for de, de fik? Det var de nemlig tydeligvis, selv om deres spontane ovationer blev effektivt overtrumfet af konferencierens ihærdige direktion af bølger, glædesudbrud med mere. God stemning skulle der fandeme være! Måske var den kommet alligevel.

Melanie Dekker var første solist.

Melanie Dekker var første solist.

Ironisk nok fandt en gruppe af primært irske musikere efter koncerten sammen i backstage-baren og lavede lige netop den dejlige session, der kunne have foregået på scenen. Tjah… Opfyldelsen af et påtrængende behov på festivalen kunne måske hjælpe en god ceilidh på vej. Der bør etableres et fast sted, hvor musikere og andet relevant godtfolk kan mødes efter endt optræden til en god gang snak, en godnatøl, uformel musikudøvelse, og hvad der eller foregår sådant et sted. Mange udtrykte det behov overfor den udsendte.

Trods forbeholdene skal det nu ikke forbigås i tavshed, at koncerten faktisk bød på en række fine indslag, der i den grad fortjente begejstringen. Så fred med de få, der ikke gjorde. Det vil føre for vidt at komme ind på dem alle, så lad det i stedet blive til nogle mere overordnede betragtninger. Når nu koncerten således blev til ”en levende festivalplakat”, fortalte den jo også noget om festivalen, selv om der naturligvis ikke kunne blive plads til alle navne.

Oprindeligt hed det Skagen Visefestival, og trods en gennemgribende ændring af konceptet med årene er der tydeligvis stadig fokus på sangere. Instrumentalmusikken har trange kår deroppe på toppen. Ud fra iagttagelser og erfaringer hænger det givetvis sammen med, at Skagenpublikummet primært lader sig tænde op af sangere og den verbale kontakt, de skaber. Det er ikke blot sangere, men så sandelig også sange. Folkemusikkens store hits gennem tiden – og dem er der en del af – begejstrede tydeligvis overalt. The Wild Rover, Wild Mountain Thyme, Where have all the Flowers Gone, We Shall Overcome, Loch Lomond.  Ja, rækken er lang. Læserne kan selv fortsætte.

Det fortæller om en Skagen Festival, der nok giver plads til nye og interessante navne, men sandelig også ønsker at fastholde det solide og velkendte. Lysten til noget at synge med på respekteres, og varen leveres. En balance mellem musikalsk vovemod og populisme, hvori ingen af delene får lov at tage magten. Også genremæssigt er bredden stor. Fra folkesangeren med sin guitar til Krebs & Falch med deres rockshow – og med alle varianter derimellem.

I Skagen arrangerer de en festival for folket, og fyldte spillesteder med tilfredse tilhørere fortæller, at produktet rammer målgruppen. Vi kom lidt væk fra lørdag eftermiddags ceilidh, men den fortalte så ganske den samme historie.

foto45866