Søndagen blev endnu en memorabel dag på en festival, hvor det eneste alvorlige klagepunkt har været den nærmest fornærmende ignorering af dansk verdens- og rootsmusik. Og da arrangøren går igen på Womex-messen, er der virkelig grund til opmærksomhed der. Også selv om Afenginn fik vist alle, at vores rootsmusik er lyslevende og for alvor ladet til at få et publikum i ekstase. Alligevel er status, at Roskilde Festival 2010 var festivalen, hvor verdensmusik som begreb voksede sig ind i himlen hos et alt større publikum. Så stor grund til optimisme dér.
RootsZone har som vanligt været til stede på det meste af festivalen. Desværre handicappet af nødvendigheden af, at skulle frem og tilbage til København for at skrive og sove. Det vil der blive rådet bod på næste år, for rigtigt mange gode bands bliver lagt tidligt på dagen, specielt de virkelige overraskelser, som om føje år kan vokse sig store på scenen. Her tænker jeg på Les Espoirs De Coronthie fra hjertet af Mandé-musikken, som spiller nostalgisk vesatafrikansk rootsmusik på de oprindelige instrumenter og også på den amerikanske veteran Van Dyke Parks, som vi sjovt nok lige har kunnet opleve på San Patricio, den nye irsk-mexikanske plade med blandt andre The Chieftains og Ry Cooder. Men de to koncerter nåede vi ikke i varmen.
Til gengæld var vi på plads, da først formidable Choc Quib Town fra Colombia spillede deres smægtende storbymusik, føromtalte Afenginns grænseoverskridende triumf ovre på Pavilion-scenen, en snert af endnu en af Bobs sønner, Julian Marley, inden vi tog en drink med gode venner og ladede op til Prince, som skulle være den store, samlende Roskilde-oplevelse i anledningen af den totalt udsolgte festivals 40-års jubilæum. Ligesom vi dansede ind i natten på Arena-scenen – efter at festivalens hoveddel var lukket – til det årlige afdansningsbal, som var et overflødighedshorn af Cúmbia, af popmusik fra Colombia.
Choc Quib Town (Colombia), Cosmopol kl. 15.45:
Ung musik fra Bogotá. Og pladeaktuelle med den forfriskende Oro, som er ude på plademærket World Connection. Men en ting er plade, en anden er live, og her bestod Choc Quib Town med ”flying colours” som det hedder. Centralt i bandet er den kvindelige rapper og sangerinde, Goyo, som sine steder kan minde om en Lauryn Hill. Og dertil Tostao, som i den grad kunne affyre tirader af rap med et formidabelt flow, samt endelig Slow, som tydeligvis var lydbagmand, samt også ville træde ned ved siden af de to andre, når den klassiske rappertrio skulle understrege pointerne. Her var der ikke den store revolution, men det må siges, at samspillet mellem især Tostao og Goyos smygende lækre svarkor, var fantastisk fedt at høre på. Ligesom koncerten havde en egen rootsy lyd, som virkelig gav store løfter for dette lovende orkesters fremtid. Jeg kan godt se dem på en langt større scene udi kunsten masseforførelse.
Det er et band, der trækker på en række stilarter som inspiration, og ud over den hjemlige cúmbia, var der klare referencer til salsa og især dancehall/ragga i den spændstige musik. Og fra start til mål var der altså ikke et dødt øjeblik i en koncert, hvor det iørefaldende afgjort var en dyd, som parret med vaxskeægte talent bar koncerten hjem.
Afenginn (DK/Finland), Pavilion kl. 18.00:
Dejligt et øjeblik at formidle i et blad, hvor man ikke skal missionere. For når jeg fortæller Roots Zones læsere, at Afenginn væltede teltet på Roskilde Festival, at de med Kim Nyberg på vanlige gloende pæle leverede, som få kan, så trækker vi på skuldrene og siger: Selvfølgelig. Business as usual.
Og det er herligt, at vi om et band kan sige lige det. At vi altid forventer det sublime, og får det. Og sådan var det jo lige netop på denne sidste, hamrende varme tropeeftermiddag på en af de bedste festivaler nogensinde. Her spillede kollektivet, der som vanligt havde Niels Skovmands og Rasmus Krøyers udladninger på henholdsvis violin og klarinet bakket op af Aske Jacobys bas og Rune Kofoed som selve fundamentet, hvorpå den formidable showmand og komponist, Kim Nyberg, ville udføre sin rockstjerne skråstreg shamaniske dans og rappe spil på Ovation-mandolinen, mens han drev os, publikum og trancebrødre skråstreg ofre, op og op i en Sankt Vejtsdans af dimensioner. Som var vi selve hans højhed frikadellen på flugt over plankeværket, mens et orkester, som forståeligt fylder os med stolthed, spillede en koncert på et ufatteligt niveau. En fejring af livet og et møde mellem musikalske magikere, som i den grad viste, hvordan den ged skal barberes, når man har verdens bedste publikum samlet på en solskinseftermiddag. Super koncert af Afenginn.
Prince (USA), Orange kl. 22.00:
Når han nu havde aflagt os et besøg, skal hans koncert næsten have et par ord med, selv om han kun gav os markeringer af gospel, som onde tunger nok ville vurdere dels var udtryk ved hans opvågnen som Jehovas Vidne (læs: er faldet i dyb søvn) og som fyld, når vores tidligere så aktive danseven og ultimative showmand lige skulle hvile den nyopererede hofte inden den sidste række af hits fra det tilsyneladende uopslidelige lager af sange på topklasseniveau.
Nu har nærværende anmelder været i audiens – sammen med en fyldt Parken – hos den diminutive højhed back in the day, nærmere betegnet da han lige havde vinket farvel til Wendy & Lisa og resten af The Revolution, og var på det ekstravagante udstyrsstykke, hvor der – tro mig! – ikke manglede noget, og som hed The Lovesexy Tour. Og tro mig endnu engang når jeg siger: At lige meget hvad alle de førstegangs audiensdeltagere – som vil sværge på den hellige Madonna (HUN rykker gudskelov stadig – tjek lige The Confessions Tour-DVD’en fra 2007!), at de på denne søndag aften oplevede The Second Coming og historiens vingesus på Orange Scene – siger, så var prinsen anno 2010 et blegt ekko af, hvad han var, da han var ung, viril og kreativ. Dengang han så at sige opfandt det hele på stedet. Dengang hver koncert var som at have noget eksplosivt i hænderne. Og dengang hans talent og downright sexyness overstrålede alt. Hvor hans guitar ikke stod tilbage for forbilledet Jimi Hendrix. Hvor sangen og dansen med referencer til Sly Stone, James Brown og Michael Jackson var på absolut grænseoverskridende niveau.
Bevares, det var da en passable koncert, vi så på Orange, altså hvis man lige glemte, hvem det var. Hvis man lukkede øjnene og hørte koncentreret. For korsangerinderne kunne deres tykke soul, også selv om det må være logik for burhøns, at selv om Prince har skrevet sangen, så er Nothing Compares 2 U altså Sinhead O’Connors sang, og den vamle omgang, vi blev diverteret med her bare en understregning af det faktum. Mens det da er forfriskende at høre, at hovedpersonen stadig kan trykke sin guitar i bund og at numre som Purple Rain, Mountains, Kiss og Let’s Go Crazy er tidløse. Men det vidste vi nu godt. Så alt i alt en passabel koncert, der sine steder var parodisk ringe og andre – ja, for det meste – ikke var så ringe endda. Især hvis man ikke holdt den midaldrende op mod ungdommens bedrifter. Men det gør man jo, ikke?
Arena goes Cumbia feat. Arriba La Cumbia Systema Solar Chico Truillo, Arena kl. 24.00:
Til slut lige nogle ord om den afsluttende fest, som er en tilbageværende lise for sjælen, fordi vi jo befinder os lige efter midsommer og det bliver festen, hvor medarbejdere har lukket butikker og redaktioner ned og kan give los, og hvor overleverne, der lige skal have det sidste med, kan feste til god musik. Og det var lige, hvad der skete. Arriba La Cumbia er et dj-kollektiv, som dels har begået en god plade, og dels står for et særdeles originalt miks af old school cúmbia og alskens skøre indfald af bossa, salsa og beslægtede stilarter. Dertil kom nogle dansere, som var fantastisk flotte at se på, hvilket vi gjorde, om end fra stor afstand. For må jeg indrømme, at ud på de små timer mandag, holdt jeg fri. Men musikken gik ind, og jeg har siden hørt albummet fra Arriba La Cúmbia og vil nok tage mig sammen og anmelde det snarest.
Fed afslutning på en fed festival. Hvor eneste anke var den store mangel på dansk verdens- og rootsmusik.
