”Vi er kommet hele vejen fra Århus, fordi I er kommet her i aften. Ellers var vi ikke kommet”. Nogenlunde sådan sagde en smilende Dina Dánielsdóttir, da hun gik på scenen sammen med de tre andre fra orkestret Northern Assembly. Med den åbningserklæring og med smittende smil og begejstring, kunne man som publikum kun føle sig velkommen. Musikken i gang, og det blev en vinteraften med varmende vokaler.

Dina Danielsdatter

Northern Assembly er en gruppeindsats, og alle fire synger, hvilket klart definerer bandets musik. Det er vokalharmonier ofte iklædt akustisk klang fra mandolin og guitar med kontrabas og trommer til at styre intensiteten. Det er poppet folk-rock i den danske stil, som bl.a. Hymns from Nineveh og Jonah Blacksmith også spiller og med udenlandsk inspiration fra Mumford & Sons og The Lumineers. Northern Assembly bærer den stil flot videre, ikke mindst live, hvor de også selv ser ud til at være begejstrede for at spille for de kun ca. 50 kolde publikummer på en vinter-torsdag-aften.

Forsangerne Andreas og Dinas stemmer klæder hinanden så flot som forårsfarver, og deres akustisk-baserede musik er som skabt til at drømme sig væk til varmere tider, hvilket Dina også selv bemærker som oplægget til sangen ”Winters Bone”. Med efterhånden 100 koncerter på bagen og med succes på både sidste års SPOT-festival og på Tønder Festival, så har de både perfektioneret deres sammenspil og fået en god kommunikation med publikum.

De to forsangere Dina og guitaristen Andreas Bevan er glade for at fortælle historier, som når Andreas forklarer, at sangen Boys from the Field (et af de få numre, der ikke er fra debutpladen) handler om en dreng, der blev tæsket af de andre drenge og allerhelst bare vil lægge sig ned og overgive sig med det samme. Men en dag så rejser han sig op … og det kan I høre i musikken, siger Andreas med et finurligt smil. Da bassisten Jesper Smalbro kaster sig ud i en vild kontrabas-solo er publikum klar over, hvad der sker og giver en begejstret applaus. Drengen har ranket sig, og det klæder også musikken.

Heldigvis har de også et repertoire af ganske melodiøse sange fra deres debutplade fra februar i år Death Won´t You Marry Me? Hvor sangene på pladen kan være svære at skelne fra hinanden, så forsøger bandet at bryde popsangsmønstret til aftenens koncert. Andreas og Dina sender bl.a. trommeslager Jens Hedegaard og bassisten til frikvarter i nummeret ”You´re gone when you´re here”, hvor de synger mod hinanden med mandolin og akustisk guitar som musikalsk underlag som en flot demonstration af sangens kvalitet. Faren ved mange af deres sange er dog, at de i opbygningen kan minde om hinanden med en stigende og faldende intensitet omkring omkvæd og vers. Til sidst ved man som publikum, hvordan sangene er bygget op og bliver ikke overrasket. Så er det måske kun historien op til sangen, der bliver overraskende og interessant.

Som Dinas historie om hvordan hun bad sin bedstefar være statist i deres nye video, der blev optaget på Færøerne, hvor hun stammer fra. Bedstefar skulle spille død og blev sminket hvid i ansigtet. Og det blev pludselig for livagtigt or hende. Det satte nogle tanker i gang om livet og døden.

https://www.youtube.com/watch?v=VYWDDvZ0AIw

Bandet har indtryk fra både Færøerne og Afrika, hvor Dina levede sine første barndomsår og fra England, hvor Andreas er vokset op. Kombineret med skandinaviske indtryk fra Norge og Danmark har det givet dem stof til både deres navn og til sange om rodløshed og rodbevidsthed. Det bliver til smukke vokalharmonier, stærke historier og et smilende og imødekommende bekendtskab. Jeg så dem første gang så på Talent-scenen på Tønder Festival, senere i Musikhusets Store Sal i Aarhus og nu en kold vinteraften i Roskilde. Som publikum føler jeg mig heldig og mere velkommen for hver gang. Northern Assembly kom tidligt med foråret, og det varmede.