Trioen Norrøn har fundet sit navn fra de gamle kulturer og bosættelser i det nordlige Skandinavien, de nordskotske øgrupper og Island. En stor del af deres musik har også sine rødder her.

Bandet debuterede sidste år, og siden er det blevet til en snes koncerter. En del af disse blev afholdt i løbet af en lille uges tid med mange forskellige slags koncerter på programmet.

Norrøn spillede således en skolekoncert, en huskoncert, i en kantine, til en fødselsdag, og ved en havekoncert foruden ”almindelige” koncerter.

Trioen består af violinisten Pia Nygaard, Nina Veng på tværfløjte og altfløjte og Anja Præst Mikkelsen, som spiller klarinet og basklarinet.

De tre unge kvinder forstår at sætte deres personlige musikalske aftryk med unikke udgaver af både traditionelle og selvkomponerede numre. Og så har det ingen betydning om det er stilfærdige svenske valse eller melankolske melodier. Der var også et par scottish og en finsk jenka på programmet, der efterfølgende gav Norrøn stående bifald fra de ca. 45 fremmødte.

Bandet har måske nok en sætliste, men har sin styrke i at improviserer og ændre programmet efterhånden som koncerten skrider frem. Ligeledes er der ikke to ens koncerter med trioen, selv om det skulle være efter samme sætliste. Men de spiller meget efter påvirkninger, humør og omgivelser, så det bliver aldrig ensformigt at lytte til de tre dygtige musikere.

Som trioen selv siger, så spiller de efter et ganske bestemt koncept, hvor der kun er en regel. Den regel er, at der ikke er nogen regler!

I det hele taget forstår de tre musikere at udfolde sig musikalsk, men med et stort smil på læben, når de både drillende og legende udfordrer hinanden på instrumenterne.

http://www.facebook.com/#!/norrontrio