Musik over Præstø Fjord er grundlæggende en nordisk folkemusikfestival, hvilket et hurtigt kig over 10 års programmer hurtigt kan bekræfte. Alligevel har der flere gange været drysset nogle eksotiske krydderier ud over det hele. I år var det den sydfranske gruppe Bassacada, en særdeles livlig og dynamisk kvartet, somme tider kvintet, med egne danseinstruktører, der stod for det ikke-nordiske drys.
Bassacada repræsenterer den traditionelle folkemusik fra Occitanien, et område der strækker sig fra Middelhavet over Toulouse mod Bordeaux. Mange danskere har sikkert været på ferie på de kanter uden at være klar over, at der her findes en særlig kultur og et egenartet sprog, langue d’oc, der er udbredt som andetsprog ved siden af fransk. Musikken er også egenartet – fyrig, livlig og danseegnet, både til runddanse og kædedanse. Bassacadas to dansere havde ganske vist lidt svært ved at få os tunge nordboere op at hoppe i Præstø, men heldigvis var der flere folk med franske rødder og talenter til stede, og det var en fornøjelse at se dem på dansegulvet. Mærkeligt nok har Bassacada ikke udgivet cd´er, men på hjemmesiden (https://www.bassacada.fr) kan man heldigvis nyde flere energiske videoklip. Til koncerten i Cafételtet på Musik Over Præstø Fjord lagde gruppen ud med en arbejdssang, udsat for guitar, to vokaler og stortromme. En tolk forklarede os de vigtigste tekster, så det var muligt at følge med i handlingen. Det var også nødvendigt med lidt oversættelse i den næste, sørgelige, sang om en fejlslagen vinhøst og dens fatale følger.
De 25 mennesker, der havde fundet vej til Cafételtet blev hurtigt til 50, tiltrukket af de medrivende toner. Efter de første sange fulgte nogle mazurkaer og en scottish efter den franske harmonikaspiller, Marc Perrone, samt en revolutionær sang. Sidstnævnte blev bl.a. spillet på en meget gennemtrængende bombarde. Som Bassacada sagde, så var dette instrument velegnet til at skræmme både insekter, fugle, naboer og venner væk, hvis man spillede udendørs.
Bassacada er her i august på en lille dansk turné, der bl.a. har ført dem til Lolland. På denne frugtbare ø havde de fået en lille diatonisk harmonika foræret, som havde tilhørt en arbejder på Maribo Sukkerfabrik. Han havde sagt, at det var bedre, at instrumentet blev brugt, end at det lå hos ham og samlede støv. Så nu gav gruppens harmonikamand, Gilles Rougeyrolles, den lollandske harmonika nyt liv denne aften i teltet i en sang, hvis omkvæd lød: ”Jeg vil ikke have vand, men vin”!
Gruppen sluttede af med en sang om det hårde liv som stenarbejder. I Occitanien bygger man husene af forarbejdede, store natursten, hvilket selvsagt er et tungt slæb. Til allersidst denne aften var de fleste med på en afsluttende kædedans, der slyngede sig ud og ind mellem stole og instrumentkasser – lidt i stil med, ”Nu er det jul igen”. En fin og fremmedartet aften i Cafételtet! En aften, der gav lyst til at finde noget mere occitansk folkemusik frem.
