Foto: Claus Hellgren Larsen

”Du må gerne bruge Faderens navn, hvis det er en hyldest, og hvis faderen er Bill Monroe”. Sådan kunne det 2. bud omskrives. Monroe Crossing er i hvert fald et tip til hatten for bluegrass’ens fader og navnet på en anerkendt bluegrass-gruppe fra Minnesota, som fredag besøgte Danmark for første gang.

Orkestret har spillet i flere år, udgivet 13 CDer og en DVD og har opnået stor anerkendelse, herunder vundet flere prestigefyldte priser. Bandet er efterspurgt og med god grund. Det kan godt være, at der er langt fra Minnesota til Danmark, fra Carnegie Hall, N.Y. til Karens Minde, S.V.. Men Monroe Crossing sprudlede med smittende spilleglæde og var så fokuseret, at koncerten ikke bare var endnu et gig, og alle deres referencer til Danmark ikke bare indøvede venligheder.

Besætning er: Derek Johnson, guitar/Lisa Fuglie, fiddle og mandolin/Matt Thompson, mandolin og fiddle/Mark Anderson, bas samt 19-årige David Robinson, banjo. Alle bidrog med vokalerne. De stillede op i retrodress fra fyrrerne – og brugte fælles mikrofon som i bluegrass’ens tidligste dage. Det gav en masse liv på scenen, når de skiftede positioner.

Repertoiret er sammensat af dels egne numre og dels af et grundigt dyk i bluegrass-sangbogen. Naturligvis tro versioner af Monroe-klassikere som ”Uncle Pen”, ”Kentucky Waltz” og ”Molly and Tenbrooks”. Lynende uptempo-numre som ”Dear Old Dixie”,”Little Maggie” og ”Bullet Train”, ballader som ”Last Letter Home” og ”20/20 Vision”, gospelnumre, og der blev også plads til en bluegrassversion af soulklassikeren ”My Girl” med en sjov Temptations-koreografi. Alt sammen meget varieret, velarrangeret og veludført. Selvfølgelig med masser af præcis harmonisang. Alt hvad et kræsent publikum kan forvente og mere til.

Monroe Crossing gav et forrygende, helstøbt show, som nemt bliver årets bedste bluegrass-koncert på dansk jord.

http://www.monroecrossing.com/