mel band

David Sinclair, Melanie Dekker og Martin Rose.

I en af Melanie Dekkers sange lyder det ”Maybe this is heaven, but we dont know it yet”. Den følelse kunne man få, når man begyndte at lytte til den canadiske singer-songwriter, der netop nu er på turne i Danmark.

Hun begyndte alene på scenen, spinkel, næsten lidt skrøbelig, men allerede efter første strofe fangede hun publikum med sin charmerende, naturlige og smilende optræden, hvor hun ikke efterlod nogen tvivl om, at hun nyder at optræde og glæde publikum. Så hun bragte hurtigt publikum højt op i den musikalske himmel.

CD Melanie Dekker

CD: Distant Star

Efter et par kærlighedssange fik hun følge af sit band. Hendes landsmand, den meget alsidige og dygtige guitarist David Sinclair og den ferme bassist Martin Rose fra Berlin. Begge musikere som også optræder solo og i flere andre konstellationer samt som studiemusikere.

Hun præsenterede mange numre fra sin splinternye udgivelse ”Distant Star”, hvor de fleste melodier blev serveret afslappet, muntert og iørefaldende. De fleste tekster omhandlede kærlighed på en eller anden led. Fra en smuk tur gennem minderne med ”At the Junkyard” til den meget følsomme ”Give my heart a home” til det mere afslappede nummer ”Worry gets you nowhere” hvor Melanie Dekker skifter guitaren ud med sin banjo.

mel port

Melanie Dekker

David Sinclair åbnede efter pausen med to solonumre, hvor han blandt andet beviste sin suverænitet i et flot instrumentalnummer.

Melanie Dekker gav også en af sine personlige favoritsange, den muntre ”Hippie” fra hendes album ”Here and Now” fra 2011, der ligesom flere af sangene har en særlig baggrundshistorie. Det har ”Until the Wind Stops Blowing”, hvor det i teksten hedder:

”Baby, I’m gonna love you
Till the wind stops blowin’ in Denmark
As long as there’s bicycles rolling down
the Copenhagen streets”

Det var efter en oplevelse ved en havnefest i Ebeltoft, hvor scene og telt var tæt på at ende i vandet ved siden af Fregatten Jylland.

Hun fortsatte sin nærmest flirtende, drillende, og inciterende optræden, som fastholdt publikum med blandt andet de stilfærdige ballader ”Meant to be” og ”Stare in the Rain” inden det alt for tidligt var tid for ekstranumre i form af et solonummer. Inden hun sluttede med ”Powerful”, og man kan roligt sige, at Melanie Dekker overbeviste publikum, at hun er et kraftfuldt musikalsk møde.

Se rootszones kalender for koncerterne den kommende uge. Der er koncerter i Thisted, Støvring, Ringe, København, Sabro, Assens og Ebeltoft.

http://www.melaniedekker.com/index.htm