Pressefoto
Når tre flotte fyre, alle fint skårne for talegaver, sætter hinanden og en flok gæster stævne i en gynge, skulle man vel kunne forvente at høre en masse fine fortællinger, og at øllet ville flyde. Det sidste holdt stik, da harmonikaspilleren Jesper Vinther hæmningsløst væltede hele fiddleren Kristian Bugges halvliters fad ud over scenegulvet, inden ungersvenden endnu havde smagt på velværet, mens guitaristen John Bæks øjne blev stærkt himmelvendte.
Men når fyrene mest er instrumentalister, så har det et stykke tid været sådan, at der mest var ordløse fortællinger på programmet. Intet forgjort derved, for enhver gammel vals, polka eller reel er i sig selv et stykke indholdsrigt historie, der i sin vandring blandt musikerne – og den enkelte akademiker – indeholder en bunke gisninger og tolkninger af, hvorfor et nummer lige hedder det, det gør, og hvem den først kendte spillemand nu var osv.
Alle tre Impulsmusikere behersker kunsten med at holde et publikum fanget med en lille skrøne, der måske viser sig at handle om ingenting, men alligevel er sjov og giver lidt ekstra forestillingsbilleder til musikken. De tre individualister hæfter fælles for musikken, der er ikke solonumre, og hvad der måtte være af egoer er gemt af vejen, når musikken spiller.
Og … jeg glemte det næsten i farten. Nu synger de instrumentale også til koncerten. Ikke bare den beskedne brummen, man ofte svagt registrerer. Nej, nu gjalder der sangglade toner ud af mundapparaterne hos alle tre, og egentlige sange er der et par stykker af. Koncerten bestod af to sæt, som kom vidt omkring inden for de instrumentale genrer, men dog med et vist langsomt stigende koncertcrescendo mod “de nye valse.”
Dejlig oplevelse … men d’herrer må gerne lige lære at få mere end ét ekstranummer på repertoiret!
http://www.myspace.com/impulstrio
http://www.impulstrio.dk/velkommen.php
Jens Koch
