Live: Hist og pist på Tønder Festival

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er Tønder Festival 2015 veloverstået. En hel del regn og mudder, ny ledelse, søde frivillige, god skipperlabskovs, høj stemning og en masse god musik. Her er et par snapshots: The Hot Seats er en ualmindeligt oplagt amerikansk kvintet. De fem unge herrer kommer fra Virginia, og deres repertoire er en smittende blanding af bluegrass, oldtime og ragtime. De gæstede det lille spillested Visemøllen eller Bachmanns Vandmølle, som Tønderfestivalens vugge fra 1598 retteligt hedder, fredag eftermiddag. Spillestedet rummer ikke mange mennesker, så der var lang kø ved indgangen, og mange måtte skuffede finde andre muligheder. Men for de heldige blev det en herlig eftermiddag, hvor vi endog fik lov at synge fødselsdagssang for violinisten Grahams søster, Hazel, i direkte transmission pr. Ipad til Virginia.

Samme aften kunne man på Museet med det fine, men ikke-rødvinsegnede trægulv nyde et usædvanligt islæt. Dels stammede musikken fra Baskerlandet, og dels var besætningen på scenen usædvanlig. Kepa Junkera, en 50-årig mester på den baskiske harmonika, trikitixaen, flankeret af seks underskønne, ganske unge slagtøjsspillende og dansende kvinder i gruppen Sorginak. Navnet Sorginak er i Baskerlandet betegnelsen på den gode vejrgudinde Maris nymfer. Dejligt, at Tønder ikke er bange for at præsentere det kræsne publikum for nye, ukendte toner. De syv baskere fik fortjent stående ovationer og indgik i øvrigt senere med et enkelt nummer i La Bottine Souriantes koncert i Telt 1.

Det lønnede sig at vente et par timer i festivalens suverænt længste kø. Det var – som så ofte før – den til Niels Hausgaard og hans band, der ved to lejligheder spillede i Palais Des Glaces, det største af de smukke, belgiske spejltelte. Publikum lå flade af grin til behandlinger af ældre menneskers uhæmmede fortællelyst, Skabelsesberetningen, idiosynkrasier og Venstreregeringen.

Mange af dem, jeg snakkede med på festivalen, fremhævede Richard Thompsons solooptræden torsdag aften som festivalens højdepunkt, og her kunne man da også tale om en mand med stærk udstråling og kraftfuld, eminent guitarbehandling.

Den snart 69-årige amerikanske sangskriver, John Prine, sluttede værdigt festivalen af i Telt 1. Man skal endelig ikke tage fejl af hans topmave og let ludende holdning. Han, der døjer med en alvorlig kræftsygdom, og hans bankmandsklædte band begejstrede tilhørerne med en stor spændvidde lige fra rocktoner til stille numre som klassikeren ”Hello In There”.

Når mine venner spørger mig, hvad det bedste var på festivalen, svarer jeg, som skrevet står. Jeg nævner nok også The Stray Birds, Townes Van Zandt Tribute, gensyn med gamle venner, Harald Haugaard og Helene Blum – og så også Ushers Island, ny irsk supergruppe med kendte medlemmer – folkemusikkens Travelin´ Wilburys. De var på scenen lige før John Prine. Nå ja, og så er der jo lige Meschiya Lake og The Little Big Horns, der som de allersidste fik lov at runde det hele af søndag nat i Spejlteltet foran et dansende menneskehav.

Det er ikke nemt at komme hjem til hverdagen igen – og så til den triste nyhed i bilradioen på vejen om Hugo Rasmussens død.