Rapport fra en festival i San Francisco, hvor bluegrass er i centrum, men hvor åbenhed overfor andre genrer også hersker.
I weekenden 2., 3., og 4. oktober løb festivalen Hardly Strictly Bluegrass (HSB) af stabelen i Sanfrancisco. Det er som navnet antyder en festival for folk, der ser stort på grænserne for, hvad bluegrass er.
Festivalen har gratis adgang og besøgtes af op imod 750.000 mennesker i løbet af weekenden. Den afvikledes tæt på Haight-Ashbury, det gamle hippiekvarter i det vestlige San Francisco i den berømte Golden Gate Park, hvor seks scener var sat op.
Nok har San Francisco i årevis haft en blomstrende bluegrassscene, som bl.a. den afdøde Jerry Garcia, mest kendt fra Grateful Dead, men også fra bluegrassgruppen Old And In The Way, var en væsentlig del af, men det hele ville dog ikke kunne foregå, hvis ikke mangemillionæren Warren Hellman spyttede en gevaldig pose penge i projektet.
Filantropi gør det ikke alene
Warren Hellmans motiver er ikke kun filantropiske, de er også personlige. Det ærgrede ham i sin tid gul og grøn, at han ikke kunne komme til koncert med Hazel Dickens, den feministiske sanger fra minedistrikterne i West Virginia. Hun blev simpelthen ikke anset for at være en musiker, der kunne sælge billetter i Californien.
Så hvad gør man så, når man er rigmand? Man etablerer festivalen Strictly Bluegrass, og jovist den første festival i rækken, der foregik i 2001, var kun med folk, der spillede traditonelle bluegrassinstrumenter som gulvbas, banjo, fiddle, guitar og mandolin.
Men det var jo altså ikke helt tilfældigt, at det netop foregik i Old Frisco. Publikum ønskede sig musikere, der kom ud af det energiske blomstrende og ikke-traditionsbundne bluegrassmiljø. Ligesom de gerne så at større musikernavne, der var mere eller mindre rodfæstede i americanamusikken, også optrådte.
Da man først begyndte at invitere folk som Emmylou Harris, Ricky Skaggs, Ritchie Havens med flere udvidede man grænserne for, hvad publikum kunne forvente til festivalen. Og i stedet for at afgrænse sig ved udgangspunktet, valgte man at hægte ”hardly-ordet” på titlen, så man har festivalen
i sin nuværende form.
Tvunget af omstændighederne har man i år udvidet yderligere til, at festivalen nu også omfatter en bluesscene, idet den berømmede SF-bluesfestival gik neden om og hjem som følge af den økonomiske krise.
U Can’t Touch This
Helt udenfor nummer og uden enhver berøring med folkemusikbegreber i selv allervideste forstand var det dog, da man i 2008 gav et wildcard til den lokale Oaktown-rapper, MC Hammer.
RootsZones udsendte skal gerne vedgå, at jeg fik meget ondt i lytteapparatet, da MC Hammer tonede frem i 90’erne med sine danseorienterede elektroniske percussionstemninger, der efter nogles opfattelse i nogen grad mere handlede om at tage sig godt ud på MTV og mindre om at være nyskabende i musikalsk henseende.
Om man vil acceptere psychograss eller snarere vil indramme det som pseudograss eller ej, så kunne arrangørerne dog notere sig endnu en succes, ikke mindst i kraft af de dansevenlige toner, så derfor hentede man igen i år Hammer ind til åbningskoncerten fredag formiddag.
Hvis hensigten var at sætte liv i et endnu lidt forbeholdent publikum, der desuden fredag formiddag havde stor overvægt af ungdom i børnehavealderen, så virkede det. Alle kom op at danse, skønt Hammers rytmebox ikke just spillede levende musik.
Steve Earles lille sorte bog
Det var der til gengæld masser af på banjoscenen fredag, hvor bl.a. John Prine, Lyle Lovett og Tom Morello: The Nightwatchman optrådte, Sidstnævnte var for et dusin år siden et fremtrædende medlem af ingen ringere end Rage Against the Machine, men i dag giver han den som gedigen singer-songwriter og one-man-band , der spiller på guitar, mundharmonika, håndtromme og flere andre instrumenter.
Lørdag optrådte han sammen med Steve Earle, Allison Moorer og Dar Williams i en Songwriter’s Circle, men allerede fredag indgik de fire musikere i en alternativ udgave af Woody Guthries “This Land Is Your Land”, der indeholdt de to censurerede vers, som også folkikonet Pete Seeger fremdrog, da han førte nationen an i fællessang ved Præsident Obamas højtidelige indsættelsesbal i januar.
Højdepunktet var imidlertid et særdeles improviseret nyt vers forfattet af en ung rapper, hvis navn jeg ikke fangede i farten. Ja og så lykkedes det også Tom Morello: The Nightwatchman at få de mange publikummer op ad deres magelige tripod-stole, da han fremsatte en trussel om at vi ville komme i Steve Earles lille sorte bog, hvis vi ikke hoppede sammen inden sidste omkvæd. Fjollet, men med fødderne plantet solidt i den californiske muld kunne man beskue et sekscifret antal publikummer hoppe på livet løs!
Honky Tonk Heroes
Festivalen har efterhånden så mange store navne på plakaten, at den levner mulighed for genhør med mange navne vi også kender fra danske scener og festivaler. Jeg nævner i flæng: Natalie MacMaster, The Dukhs, Tim O’Brien, Nick Lowe, Steve Earle, Emmylou Harris, The Chieftains, Marianne Faithfull og mange, mange flere. Desuden har den et skandinavisk islæt i form af svenske Abelone Dots og Pamela Rose with Wild Women.
Jeg fravælger her disse kendte navne (omend jeg nød en halvtimes uofficiel opvarmningskoncert med altid skønne Emmylou Harris tidligt om morgenen som en del af hendes lydprøve) og fokuserede derimod på sangskrivere, hvis vej desværre aldrig er ført forbi Danmark.
Det gælder et unikum som Billy Joe Shaver, den oprindelige vilde outlaw fra Austin, der skulle bane vej for mange andre særegne typer fra området, Trods sin alder på 70 er Shaver stadig i fuld vigør med sine honky tonk-sange om specielle eksistenser der langt hen ad vejen er fuldt selvbiografiske. Udover den smukkke “Live Forever”, som han skrev med sin nu afdøde søn, Eddy, får vi lov at lytte til klassikere som “Georgia On A Fast Train” og “Honky Tonk Heroes and Me”, en sang, som Waylon Jennings gjorde berømt i 1976, og som igangsatte den på det tidspunkt nye bølge af honky-tonk sangere.
Hjemlandsflygtninge
The Flatlanders har heller aldrig fundet vej til vore breddegrader, om end de tre hovednavne i gruppen: Joe Ely, Jimmie Dale Gilmore & Butch Hancock alle har optrådt her individuelt i små klubber foran beskedne publikummer.
Skønt gruppen har haft en særdeles besynderlig eksistens officielt og især uofficielt gennem snart fyrre år med blot fire studieudgivelser indenfor perioden, har gruppen opnået supergruppestatus indenfor de seneste års tid.
Den nye status skyldes især den seneste udgivelse “Hills and Valleys”. Helt specifikt skal nævnes sangen “Homeless Refugee”, der skildrer de nye hjemløse i USA, hvis huse måtte sælges på grund af den økonomiske krise. Som et grumt paradoks rejser familier, hvis historiske rødder lå i midtvesten og i området Texas Panhandle, nu tilbage til der, hvor familien oprindeligt kom fra.
For den amerikanske drøm er brudt sammen, der er ikke længere nyt land at opdyrke, og den almindelige amerikaner er tilbage ved udgangspunktet, hvor en ny verden skal skabes. Sangen bygger helt åbenlyst – alene i titlen – på Woody Guthries Dustbowl-sange, ligesom andre ord og sange på pladen også bygger videre på arven fra én af folkemusikkens fædre.
“Homeland Refugee” blev lørdag aften sunget af en tusindtalligt kor, der sikkert alle er enige i at sangen helt fortjent er blandt favoritterne til årets Folk Grammy, men om gruppen så har tilstrækkelig mange lobbyister i de rette kredse til at overvinde Akademiet, er nok en lidt anden sag.
Bluegrassmusikkens oldermænd
Der var også masser af historisk vingesus over søndagens program på banjoscenen, hvor den ene af musikkens nestorer efter den anden gav møde. Udover førnævnte Dickens, var det Doc Watson, Earl Scruggs (der for en stund spillede banjoduet med Warren Hellman), Ralph Stanley, en af de vigtigste nye traditionsbærere, Del McCoury, samt hele festivalens hjerte og sjæl: Emmylou Harris.
Finere selskab kan man næppe komme i en søndag eftermiddag i San Francisco i oktober! Mon ikke de er der næste år, når festivalen fejrer sit ti-års jubilæum? Kanske de enkelte navne ikke længere kan holde strengene helt så sikkert som i ungdommens vår, og Hazel Dickens formår heller ikke at holde en ren tone i flere af de bluegrass-standardsange hun holder sig til, men publikums veneration aftager ikke af den grund.
Nogle af de gamle kan endda fint endnu, specielt blinde Doc Watson, der tryllebandt hele menneskemylderet, og Earl Scruggs, som sammen med sine to sønner spillede mere moderne rytmisk bluegrass end de andre, såsom Ralph Stanley, der sammen med sin søn og sønnesøn, holdt sig helt til de faste traditioner, heriblandt også et ”Gud velsigne Amerika” som afskedshilsen.
Festivalen foregår sædvanligvis i den første weekend i oktober, et tidspunkt, hvor det nordligere californiske klima oplever nogle af sine sidste stærke solskinsdage. Når først solen går bag de store piletræer i parken, bliver det til gengæld brølende koldt, især hvis de køligere Stillehavsvinde når helt ind til bugten i San Francisco. Så træder også musikerne frem og anmoder om at få varmen skruet op!
Det bør man forberede sig på hvis ovenstående festivalbeskrivelse frister til besøg deraf. Det kan varmt anbefales, og med prisniveau’et på en flybillet på $5-600 og en 25 timers gratis festival over tre dage, er det nok en overvejelse værd.
Hardly Strictly Bluegrass, Golden Gate Park, San Francisco, 1.-3. oktober, 2009
