Det var med store forventninger, at jeg indfandt mig i koncertsalen. For godt et års tid siden hørte jeg nemlig Andrews live for første gang, og det blev et musikalsk højdepunkt. Nu var hun tilbage, og denne koncert lå vist først på denne Europa-turné. Det blev ganske anderledes.
Hun havde nemlig medbragt et orkester – et elektrisk af slagsen – og bortset fra to sange, hvor hun sang solo til sit akustiske guitarakkompagnement ligesom sidste år, så fik vi en gang country-rock. Andrews er vokset med opgaven, og mestrede også denne stil. Selv om nogle af tekstlinjerne forsvandt i lydbilledet, og netop hendes tekster er én af hendes styrker, så blev det en uhørt stærk koncert.
Det blev kun til enkelte ældre sange (bl.a. Table For One og den vidunderlige Irene) – ellers bestod sættet af sangene fra det spritnye album May Your Kindness Remain. Jeg vil påstå, at Andrews (ligesom f.eks. Jason Isbell) formår at ramme en aktuel sindstilstand blandt USA’s ikke-privilegerede befolkningsgrupper, og den er resignerende og trist, men med enkelte lyspunkter.
”If your money runs out/And your good looks fade/May your kindness remain” eller ”Empty cans on the counter/And the laundry’s never done/This house ain’t much of a house, but it’s a home”. Måske ikke stor lyrik, men ærlig snak i en tid præget af tom kendis-underholdning og twitter-politik.
Andre nye sange som Rough Around The Edges handler om det uperfekte, og i Long Road Back To You var det længslen efter kærlighed. Sidstnævnte hymne blev præsenteret næsten smertefuldt insisterende, og Andrews fik virkelig vist sin store stemmekraft. Hun er en unik ’balladeer’, og man skal helt op på øverste hylde for at finde hendes lige. Og dér bliver snart plads, nu hvor Joan Baez og Emmylou Harris er ved at gå på pension.
Der er mængder af eksperimenterende stilarter og talenter i den nye americana, men med disse nye sange og hendes vokale tour-de-force beviste Courtney Marie Andrews, at traditionel sangskrivning kan være både aktuel og tidløs, og at underholdning ikke behøver at være overfladisk.
Foto Steen Balle
