Calum Stewart Trio Pressefoto
Den lille Exners Kunsthandel i Sønderho på Fanø er mere end det, navnet fortæller. Ind imellem arrangerer indehaveren, billedkunstner Marie Louise, både koncerter og digtoplæsning. Forleden aften kom den skotske uilleann pipe-, træfløjte-, whistle- og low whistlespiller Calum Stewart forbi med sine to bretonske musikere, Heikki Bourgault (guitar) og Yann Le Bozek (kontrabas).
Stewart har tidligere været her i riget i duoformation med Bourgault, som han har arbejdet sammen med siden 2008. Han har, som det fremgår, nu valgt at lægge bund under musikken med Le Bozeks kontrabas, og det tilfører de sprøde arrangementer en klædelig fylde.
Det diminutive lokale i kunsthandelen gav begivenheden karakter af en intim dagligstuekoncert, hvor musikerne fik mulighed for at optræde akustisk. Fordelen er, at instrumenterne gengives med deres autentiske lyd, men til gengæld ydede det ikke tilstrækkelig retfærdighed til nuancerne i Bourgaults spil på sin fremragende håndbyggede guitar. Det var lidt en skam. Al den stund der var tale om en rent instrumental koncert, ville det have klædt den med lidt flere af Bourgaults soloindslag. Nu måtte vi nøjes med hans fine kompetencer på det felt i sporadiske sekvenser.
Til gengæld blev vi forkælede med hans sikre og swingende rytmiske akkompagnement på den åbent stemte guitar – selv om den dog også i den funktion kunne have brugt lidt mere niveau i det samlede lydbillede. Også Le Bozeks bas fik i enkelte indslag lov at brillere solistisk, men ellers var det solisten, der var i fokus, og det er der jo dog en vis logik i. Calum Stewart har trods sin forholdsvist unge alder allerede opnået et højt teknisk og udtryksmæssigt niveau. Hans spillestil rimer mere på lyrik end på råstyrke, men han fik nu også vist, at han ikke går af vejen for at ”fyre den af”.
Det er bemærkelsesværdigt, at han som skotte har valgt den irske variant af sækkepiben, uilleann pipes. Til gengæld er han en sand mester på det specielle og ikke helt ukomplicerede instrument. Heller ikke når den blev afløst af træfløjter og whistles, kunne anmelderen finde forbehold med hensyn til kompetencerne. Stewart er ganske enkelt en yderst velfunderet instrumentalist. Lad det være fastslået. Med sin tætspillende rytmegruppe bag sig var det samlede resultat ganske pænt over middel, for nu at betjene sig af en lokal udtryksform.
Aftenens koncert centrerede sig om repertoiret fra hans og Bourgaults seneste cd ”Hunters Moon” fra 2014. Materialet er fordelt forholdsvist ligeligt mellem traditionelle og selvkomponerede stykker. Trods det at udgangspunktet for sidstnævnte er tildragelser, sagn og myter fra Stewarts hjemegn Speyside, placerer stykkerne sig melodisk umiddelbart vurderet i en art ”interkeltisk” rum, hvori også den bretonske tradition er hørbar. Naturligt nok med legekammerater fra det keltiske Frankrig.
Koncerten var en livfyldt, tæt og intim oplevelse, som ganske naturligt efterfølgende gik over i en ”afterhours” med jam og andet godt samvær med lokale musikere – og kaffepunch og tilsvarende fluidum som brændstof.
