Selvom det både havde været sandt og direkte oplagt at synge ”der er næppe noget, der svinger som Vordingborg by night”, så er C.V. ikke publikumsleflende på den måde. Men der er næppe nogen, der svinger som CV selv. Hans publikumskontakt blev dog mest formuleret i sætningen ”Hvor er I søde” og et afsluttende foto af publikum, som han tog med sin mobiltelefon.
C.V. er tilbage som den ydmyge og smilende digter med en klar og karakteristisk stemme som både lydmæssigt og tekstmæssigt stod stærkt denne aften. Ingen store overraskelser, men stor gensynsglæde med den fineste sprogleg og bogstavrim i moderne dansk musik. Musikalsk kan han ligesom forbilledet Neil Young lave sin egen blanding af americana, rock og ende med et eksempel på det fineste dansksprogede rootsmusik.
C.V. Jørgensen er en sproglig mester i dansk musik. Det blev slået fast, allerede inden han gik på scenen. Musikjournalisten Kurt Baagø havde nemlig lavet en musik-quiz som opvarmning for det trofaste publikum, der havde besluttet sig til at spendere eftermiddagen med fællesspisning og quiz på Smallstars – cafeen, der hænger sammen med spillestedet Stars. Med spørgsmål som bl.a. hvilke af CV Jørgensens studiealbums har ikke bogstavrim i titlen.
C.V. er Allan Olsens sjællandske storebror og Danmarks svar på en kloning mellem Leonard Cohen og Jackson Browne, og den position understregede han på denne anden aften i hans genkomst-turné 2018 – efter otte års fravær. Han havde valgt ud af sine mest personlige tekster, og det blev til både ”Spildte bedrifter”, ”Blåt blod til alle” på ”Gyngende grund”, ”Elisabeth” og endte med ”Sæsonen er slut”, ”Florafobi” og ”Det sir sig selv”.
Hans musikalske bagmænd var de stabile to gamle kendinge, trommeslageren Gert Smedegård og bassisten Knut Henriksen, som sammen med Gustav Ljunggren på keyboards og pedalsteelguitar kunne byde den nye mand velkommen – guitaristen Rune Kjeldsen.
Selvom C.V. sådan set står som en singer-songwriter så er det med et kompakt rockband, der denne aften lød mere americana end rock’n’roll. Det svingede, men uden de store udsving. Guitaristerne har altid fået lov til at stå højt på C.V. s prioriteringsliste, og Rune Kjeldsen levede op til rolle som førstemand. I starten primært udstyret med tolvstrenget akustisk guitar (dog ofte med masser af guitareffekt på), som giver en syret, tonesvingende effekt kendt fra f.eks. The Byrds. Det forstærkede han så yderligere med at spille slide på den tolvstrengede. Det er guitarteknik for garvede.
Rune Kjeldsen løftede endvidere sit slidespil op til et smukt højdepunkt i ”Sæsonen er slut”, hvor han ikke bare kopierede Billy Cross fra pladen ”Tidens Tern”, men brød igennem loftet, som publikum også præmierede med applaus.
Men det er C.V.´s utrolige evne til at fange situationer i finurlige sætningskonstruktioner, der fascinerer denne aften. Hans stemme har både glød og skarpe kanter, når han ”gerne går bag dansen for at ernære sig som højhuspoet for et sultesalær”. (Gyngende Grund)
Man kan både brænde sig, skære sig, men også synge med på formuleringer som ”tiden falder lang, når man blot er tilstede som tilskuer til de andres gensynsglæde” (Lokomotivation), også selvom intet af det passede på denne aften. Tværtimod og tak for det.
PS: Svaret i C.V.-quizzen var Indian Summer, Sjælland og I det muntre Hjørne.
